I Syddjurs er hussalget et stykke fra 'de gode tider' i 2020 og 2021
En ny analyse fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at der har været 52 færre hushandler i Syddjurs i månederne maj-juni-juli 2022 sammenlignet med de tilsvarende måneder i 2021. Norddjurs holder skansen så nogenlunde med 25 færre hushandler.
Boligsalget er faldet på landsplan en del efter tiden med corona og senest i kølvandet på Ukraine-krigen.
Der er mange kommuner, hvor priser og handler generelt ikke oplever de store udsving, og der er kommuner – specielt i og omkring storbyerne – hvor tingene kan flytte sig mere, kraftigt op under corona og tydeligt ned som de seneste måneder.Michael Dalsager, talsperson og boligmarkedsanalytiker i Home
Men bag handelstallene fra ejendomsmæglerne gemmer sig meget store forskelle mellem landets kommuner, viser en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden Home på baggrund af tal fra Boligsiden.
»Når vi taler om boligmarkedet på landsplan, bliver det i hele træsko-længder, men det skygger nemt for, at der faktisk er temmelig stor forskel på hussalget i de enkelte kommuner. Gentofte er eksempelvis gået tilbage med over 60 procent, mens salget i Struer er steget med 8 procent,« siger Michael Dalsager, talsperson og boligmarkedsanalytiker i Home.
Home har gennemgået villa- og rækkehussalget for alle landets 98 kommuner – og sammenlignet de seneste tre måneders hushandler (maj, juni og juli) med samme tid i 2021.
Opgørelsen fra Home viser at:
- I to kommuner er der solgt flere huse i år, i fem kommuner er salget faldet mellem 0-10 procent, i 15 kommuner er det mellem 10-20 procent og i 31 kommuner er der mellem 20-30 procent færre købsaftaler.
- Gennemsnittet for landsplan er 28,8 procent.
- 26 kommuner har set 30-40 procent færre solgt-skilte, 11 kommuner er hussalget 40-50 procent lavere, i otte kommuner er salget dykket 50 procent eller mere.
Tager sig forskelligt ud
»Vi er som danskere alle ramt på pengepungen af højere rente, energiprishop og inflationen, og det er noget, som købere alle steder i landet forholder sig til. Men der er stor forskel på, hvor hårdt rentestigningen slår igennem i en kommune, hvor et hus koster tættere på en mio. kr. end ti mio. kr., og hvor meget det fylder det daglige budget hos køberne,« siger Michael Dalsager.
Home peger på, at det ikke er nyt, at boligmarkedet kan tage sig meget forskelligt ud rundt i landet.
Det så vi også i de historisk travle boligår 2020 og 2021, hvor corona fik boligsalget og priserne til at boome – særligt i og omkring de større byer.
»Der er mange kommuner, hvor priser og handler generelt ikke oplever de store udsving, og der er kommuner – specielt i og omkring storbyerne – hvor tingene kan flytte sig mere, kraftigt op under corona og tydeligt ned som de seneste måneder. Den tendens ser vi nu igen, og den kan blive mere tydelig den kommende tid, « siger Michael Dalsager.
Tendenserne i de store byområder kan med tiden godt præge salget i de kommuner, der endnu ikke har mærket det helt store på salget:
»Der er en psykologisk faktor, der ikke har så meget med økonomi at gøre, men hvor nogle købere bliver mere forsigtige og tilbageholdende, fordi de hører om tilbagegang andre steder« siger Michael Dalsager.
Djursland på den pæne side
I Syddjurs har der i perioden været 52 (27,5 procent) færre hushandler sammenlignet med året før. I Norddjurs er tallet 25 (18,1 procent).
Begge Djurslands kommuner ligger således under landsgennemsnittet.
Det samme er to af de andre Business Region Aarhus kommuner, Hedensted og Aarhus.
Værst er det gået i Odder, hvor forskellen på 2022 og 2021 er 70 mindre hushandler (54,7 procent), ifølge Home-analysen.
Har rejselyst påvirket?
Sommeren 2022 har stik imod de mere stille tider på boligmarkedet været præget af en stor rejseiver hos danskerne, hvor mange har holdt ferie i udlandet efter to år med mange indenlandske turister.
»Den store rejselyst kan sagtens have påvirket interessen for boligkøb. Færre har været hjemme i ferien modsat under corona, hvor alle var hjemme. Nu er folk tilbage på job, og de seneste ugetal fra Boligsiden viser faktisk, at hussalget tog lidt revanche i den første uge efter skolernes sommerferie, så det bliver interessant at følge salget kommende tid,« siger Michael Dalsager.