Fortsæt til indhold

Togtrafik lammet

En ledning er gravet over - og skaber store problemer i togtrafikken.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Togtrafikken mellem Aarhus og Langå er tirsdag eftermiddag ramt af aflysninger.

- Der er gravet et kabel over i forbindelse med, at Banedanmark arbejder på at elektrificere strækningen, siger kommunikationsmedarbejder ved Arriva Thomas Fog-Petersen til TV2 Østjylland.

Hændelsen bevirker, at signalerne på strækningen er ude af drift.

Både Arrivas og DSB’s afgange er ramt.

De to selskaber oplyser, at der indsættes togbusser i stedet.

Busser kan være forsinkede

Rejsende med DSB mellem Aarhus og Aalborg skal køre i togbus til Langå, hvor de skal skifte til Intercitytog.

Rejsende fra Aalborg til Aarhus skal omvendt skifte til togbus fra Langå til Aarhus.

Arriva oplyser, at rejsende skal være opmærksomme på, at bussen kan være forsinket i forhold til den normale køreplan.

Ifølge Banedanmark er kablet gravet over på strækningen ved Mundelstrup.

De arbejder lige nu på at udbedre kablet og forventer, at problemet er løst omkring klokken 17.00.