50 år med fugle i Østjylland
DOF Østjylland blev stiftet 30. august 1972, og det bliver fejret med en reception 9. september.
I år er det 50 år siden Dansk Ornitologisk Forening besluttede at oprette en lokalafdeling i Østjylland. Lokalafdelingen dækker Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Skanderborg, Silkeborg, Syddjurs og Århus.
Foreningen blev stiftet 30. august 1972 og lokalafdelingen vil gerne fejre jubilæet og afholder derfor en jubilæumsreception fredag 9. september kl. 14-17 på Mollerup Golfcafé og Restaurant, Mollerupvej 7,i Risskov.
Her vil der være festtaler ved Dansk Ornitologisk Forenings formand Egon Østergaard og tidligere borgmester i Syddjurs kommune og mangeårigt medlem af DOF Kirstine Bille.
Møder og ture
DOF Østjylland har lidt over 1.800 medlemmer og er i stadig fremgang. Foreningen arbejder for at give medlemmerne oplevelser med fugle i naturen, øge kendskabet til fugle generelt, naturbeskyttelse og deltagelse i naturprojekter.
Lokalafdelingen arrangerer hvert år en lang række møder og ture både lokalt og i forskellige dele af landet for medlemmer i alle aldre.
Der er Gråkragerne, som er oprettet specielt for at arrangere ture for seniorer, men hvor alle er velkomne. Og Fuglepigerne som henvender sig til fugleinteresserede kvinder i alle aldre. Desuden laver frivillige fugleentusiaster lokalt naturbeskyttelsesarbejde, som f.eks. registrering af rovfuglereder, optælle truede ynglefugle, ringmærkning, opsætning af redekasser samt indgår i naturarbejde i samarbejde med kommunerne og diverse naturforeninger.
I DOF-basen, som er DOF’s database over observationer af fugle, registreredes i 2021 knap 250.000 observationer fra Østjylland og blandt andet sjældne fugle som kohejre, gåsegrib, halsbåndstroldand, langnæbbet sneppeklire og amerikansk sortand blev set i lokalafdelingens område.
I forbindelse med receptionen vil Naturbutikken vil være til stede og præsentere kikkerter, teleskoper og andet udstyr til fugleturen.