Fortsæt til indhold

Kom og gør et kup i butikken i Rønde

Folkekirkens Nødhjælp fejrer 50 års jubilæum i alle sine ca. 115 genbrugsbutikker i Danmark fra torsdag 1. til lørdag 10. september.

Samfund

Der vanker ti spændende dage hos Folkekirkens Nødhjælps butik i Rønde på Frederiks Allé 10 fra 1. til 10. september.

Folkekirkens Nødhjælp fejrer 50 års jubilæum i alle sine ca. 115 genbrugsbutikker i Danmark, og det bliver markeret på behørig vis: Vinduer og butik festligt pyntet, servering af forfriskninger på åbningsdagen torsdag 1. september klokken 10, og mest af alt 50 procent på alle varer

Butikken i Rønde fejrede sidste år i september 40 års jubilæum.

Og vandt tillige i 2021 Syddjurs Provsti pris for arbejdet med indsamling, istandsættelse og videreformidling af konfirmationskjoler.

Et butiksudvalg og cirka 20 frivillige driver butikken.

Stiftet i 1922

Folkekirkens Nødhjælp blev stiftet i 1922 og er i dag en af Danmarks allerstørste, selvstændige humanitære organisationer, og der fejres derfor i år også 100 års jubilæum for stiftelsen af organisationen.

Der blev skrevet danmarkshistorie i 1972, da landets første genbrugsbutik nogensinde kunne slå dørene op. Bag initiativet stod frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp, som havde stødt på konceptet i udlandet. Butikken blev åbnet i Aarhus, og her 50 år efter eksisterer den originale butik endnu.

I 1972 var det ikke nødvendigvis topmoderne at købe sit tøj i genbrug. Men til gengæld gav det mange lidt ekstra råderum i økonomien, når tøj, møbler og andet kunne findes til en god pris. Med tiden har danskernes holdning til genbrug ændret sig markant. I dag er det for mange en livsstil og et aktivt valg at købe genbrug.

»Da de første genbrugsbutikker åbnede i 70’erne, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede i genbrug. Det blev set ned på og var ikke noget, man var stolt af. Men i dag er der status over at købe brugt. Det viser, at man er bevist, og at man er orienteret både politisk, socialt og globalt. Genbrug har ændret sig fra at symbolisere underskud til overskud,« udtaler Manou Messmann, ekspert i forbrugeradfærd, i anledning af jubilæet.

Glade og stolte

Hos Folkekirkens Nødhjælp er der stor begejstring over at have lagt grundstenen til det genbrugslandskab, vi kender i Danmark i dag.

»Vi er så glade for og stolte over, at danskerne har givet os lov til at fylde 50 år. Uden donationer til butikkerne, frivillige til at styre dem, og kunder, der kommer igen og igen, ville vi ikke have noget koncept. Samtidig kan vi sende overskuddet videre til vores projekter i verdens fattigste lande,« udtaler Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.