Fortsæt til indhold

Her er Danmarks dyreste villa netop nu, og den koster astronomisk beløb

Hvis du skal spørge om prisen, har du ikke råd.

Samfund
sb

Lad os sige det sådan: Hvis du har råd til at købe denne bolig, har du formentlig råd til det relativt høje energiforbrug, der følger med villaens energimærke D.

Danmarks aktuelt dyreste villa finder man på Ny Kongensgade 3, hvilket må siges at være en attraktiv placering, såfremt man er interesseret i at bo i det centrale København.

Villaen, som ejendomsmægler Claus Borg & Heilesen beskriver som ”en helt usædvanlig og sjælden liebhaverbolig af international klasse” betegnes af samme mæglerfirma som et palæ (på boliga.dk er boligen klassificeret som villa).

Boligen er bygget i 1757 og renoveret 1951, og for de 100 millioner kroner, villaen er udbudt til, får du 383 kvadratmeter fordelt på 12 værelser. Villaen byder blandt andet også på et kælderareal på 102 kvadratmeter.

Fra gaden kommer man ind på grunden via ”en stor imposant” port, der leder fører til et gårdrum omkranset af høje mure.

Ejendommen blev nok renoveret i slutningen af sidste århundrede, men den daværende ejer har beholdt flere af de ældre bygningsdele og detaljer, eksempelvis håndmalede pilastre, paneler, kakkelovne og kaminer samt stukloft.

Hvis du tænker, at denne bolig lige er noget for dig, er der en vis sandsynlighed for, at du slipper for at betale den fulde pris på 100 millioner kroner, hvilket må siges at være mange penge sidst på måneden. I hvert fald har villaen været til salg i 287 dage.

Villaens ejerudgifter er på knap 14.000 kroner om måneden. Ejendommen er fredet og fritaget for grundskyld.

Her kan du se, hvad du kan få for pengene. Billederne er fra clausborg.dk.