Fortsæt til indhold

Madspild: Tænk før du fylder tallerkenen

Fra 1. september skydes en ny kampagne i gang på Den Jyske Håndværkerskole. ”Tænk før du tager” hedder kampagnen, som skal bidrage til at mindske madspild i skolens to bistroer.

Samfund
gs

Køkkenmedarbejderne på Den Jyske Håndværkerskole (DJH) og Ledelsessekretariat er gået sammen om at lave en madspildskampagne, hvor elever i september måned opfordres til at tænke over, hvor meget de tager over på deres tallerkener, og hvor meget de smider ud bagefter. Det fortæller DJH i en pressemeddelelse.

For ifølge køkkenmedarbejder Linda Axelsen har køkkenet det seneste halve år arbejdet hårdt på at mindske madspild, men de oplever stadig, at mange tager meget mere fra buffeten, end de kan spise.

»Vi er blevet rigtig gode til at genbruge madrester og udnytte alle varer, vi indkøber, til fulde. Det betyder, at vores grisespande, hvor vi kommer madaffald i, ikke er længere er fyldte. Det var de altid før i tiden,« siger hun og fortsætter:

»Desværre har vi stadig en del arbejde, når det kommer til madspild ved buffeterne. Flere kommer nemlig mere på tallerkenen, end de kan spise, og det skal vi arbejde med nu.«

Tænk før du tager

Det er blandt andet derfor Linda Axelsen og køkkenteamet i september sætter ekstra fokus på at tænke, før man tager for sig i buffeten.

»Når kampagnen starter, vil der hænge plakater og være storskærme med budskabet ”tænk før du tager”. Samtidig har vi i hele september måned klare affaldssække i stedet for blå, så de unge kan se mængderne, der bliver smidt ud,« siger hun.

Forhåbentlig kan det gøre, at de unge tager lidt mindre i første omgang og mærker efter, om de egentlig stadig er sultne, i stedet for at smide alt det ud, de troede, de kunne spise.
Linda Axelsen, køkkenmedarbejder, DJH

Linda Axelsen håber, at kampagnen kan få de unge til at tænke sig en ekstra gang om, når der serveres morgen-, middag- og aftenbuffet.

»Forhåbentlig kan det gøre, at de unge tager lidt mindre i første omgang og mærker efter, om de egentlig stadig er sultne, i stedet for at smide alt det ud, de troede, de kunne spise,« fortæller hun.

Køkkenmedarbejder Mariann Brund, som også har været med til at planlægge tiltaget, fortæller, at hun håber de klare affaldssække kan sætte tankerne i gang.

»Jeg håber, de tænker: ”Hold da op, smider vi så meget ud?” Jeg har hørt fra andre steder, at det virker, så jeg ser frem til at se, hvordan det fungerer her,« siger hun.

Begge håber på, at kampagnen bliver taget godt imod, og at den bidrager til mindre madspild på DJH.

»Den kan forhåbentlig være med til at give eleverne et kærligt spark. Et spark, der kan gøre en stor forskel,« afslutter Linda Axelsen.