Bluegrass og danske sange i Markusminde Golf Club
Buster Sledge og Maria Molde giver koncert i Markusminde Golf Club.
Fra Markusminde Golf Club lyder meldingen, at man har gjort et fund. Det er lykkes at få norske Buster Sledge til at gæste golfklubben lørdag 3. september og fylde gildesalen med musik.
Der er spisning fra klokken 18, og fra klokken 20 er der opvarmning ved Maria Molde. Klokken 20.45 går Buster Sledge på scenen.
Maria Molde synger på dansk, og hendes sange kredser om kærlighed, melankoli og naturen. Hendes stemme er blevet sammenlignet med Alison Krauss og Alberte, og sangene er bygget op omkring hendes mandoliner.
Medlemmerne af bluegrass-trioen Buster Sledge har fundet hinanden i en fælles kærlighed til amerikansk musik. Deres kompositioner bygger på den simple historiefortælling fra country og bluegrass, mens de blander traditionelle og moderne genrer i arrangementer med inspiration fra artister som Norman Blake, Punch Brothers, Tim O’Brien og John Hartford. Det forlyder, at de alle tre er virtuose instrumentalister og leverer knivskarpe trestemmige harmonier.
Koncertbilletter koster 150 kroner pr. person og beløbet går ubeskåret til musikerne. Mad koster 70 kroner og drikkevarer købes i baren. Man må meget gerne bestille mad i forvejen. Billetter og mad kan bestilles på info@markusmindegolf.dk.