Fortsæt til indhold

Guldsmed flytter i nye lokaler i kampen for flere kunder

I en tid hvor nethandel bliver mere og mere populært, kræver det noget helt særligt at drive en succesfuld butik. Den udfordring har Mouritsens Eftf taget på sig og skabt en ny butik, hvor oplevelsen er i højsædet.

Samfund

De sidste fem år har Guldsmed Mouritsens Eftf holdt til på Østergade 1C. Nu er det dog tid til forandring. Inden længe flytter butikken nemlig i nye lokaler på den anden side af gaden. Østergade 1C bliver skiftet ud med Østergade 2A, og det er der en særlig årsag til.

»Det kommer sig egentlig af, at min kone og jeg som har butikken, har gået længe med planer om at udvikle lidt. Forsøge at blive lidt mere moderne, og følge med i de trends der er indenfor detailhandel med at skabe oplevelser. «

Det kunne ikke lade sig gøre i de nuværende lokaler.

»Vi havde sådan et inventarfirma ude, der havde en retail-ekspert tilknyttet. Da vi så præsenterede vores ønsker for butikken, fik vi dog at vide, at der ikke var plads til det det krævede.«

Derfor begyndte de at lege lidt med ideen om at flytte, og efter en række forhandlinger fandt de deres nye lejemål lige ovre på den anden side af gaden.

Det handler om overlevelse

Når Mouritsens Eftf. taler om at ville være mere moderne handler det ikke kun om indretning. Det handler om måden at drive forretning på i en digitaliseret tidsalder.

»Detailhandel har jo det problem, at der er noget der hedder nethandel. Nethandel kan vi ikke rigtig konkurrere med på prisen. Så prisen er ikke et parameter vi kan matche. Det kan vi ikke overleve på.«

Derfor kræver det en anden tilgang, hvis man vil have succes som handelsdrivende i 2022.

»Den måde vi kan sælge varer på, det er ved at skabe en oplevelse for kunden; give en god kundeservice; sørge for at have de rigtige varer samlet et sted. Det er sådan noget vi arbejder hen imod.«

De nye lokaler kommer derfor også til at have stor betydning for butikken.

»For det første har vi taget nogle nye mærker ind. Det har vi arbejdet på det sidste halve år.«

Derudover kommer kundeoplevelsen også til at være i højsædet.

»Vi vil gerne lave et sted, hvor du kan komme ind og sætte dig ned i fred og ro, og vælge nogle vielsesringe, hvor hele verden ikke behøver at følge med i, hvad der foregår. Ligesom skabe en hyggelig atmosfære, en god oplevelse, hvor produktet ikke bare er en papkasse der bliver sendt afsted.«

En butik der varer ved

Håbet med de nye tiltag er i første omgang, er at butikken fortsat vil være et sted, hvor folk har lyst til at gå hen og handle.

»Der var engang en eller anden stor retailer, der sagde: det er bedre at være i udvikling. For hvis du ikke er i udvikling, så afvikler du. Det har sådan set været vores primære mål med det her: udvikling.«

Samtidig handler det også om at skabe mere end en butik. Det handler om at skabe et livsværk.

»Vi skal sandsynligvis være på arbejdsmarkedet til vi er 70-75 år, så vi er jo nødt til at sørge for, at den butik vi godt kan lide at være i, den også er der om 15 og 20 år.«

Håbet for fremtiden er derfor også meget simpelt.

»Håbet er, at vi kan vækste en lille bitte smule. Det er jo en stor investering at lave en ny butik, så jeg håber da vi kan få lidt flere kunder. Derudover håber vi også at kunne tiltrække flere fra den yngre generation.«

Hvis alt går efter planen forventer Guldsmed Mouritsens Eftf. at slå dørene op til de nye lokaler 3. oktober.

Når Mouritsens Eftf. taler om at ville være mere moderne handler det ikke kun om indretning. Det handler om måden at drive forretning på i en digitaliseret tidsalder.