Lokker læger med bus: Der er internet
Region Midtjylland forsøger at lokke nye medarbejdere til. Med en bus.
En bus fyldt med læger og andet personale.
Det er et tiltag fra Region Midtjylland, der skal tiltrække medarbejdere, der bor i Aarhus, til Viborg.
Det oplyser regionen på sin Facebook-side.
Det er Regionspsykiatrien Midt, der fattes arbejdskraft - ifølge opslaget især speciallæger.
Regionen kalder det »vores helt egen psykiatribus«.
Prøvetid på et år
Region Midt oplyser videre, at bussen bliver udstyret med en stabil internetforbindelse, så de medarbejdere, der benytter tilbuddet kan udnytte pendlertiden til blandt andet møder og kontorarbejde.
Og på den måde kan koncentrere sig om patienter, når endestationen i Viborg er nået.
I første omgang afprøves den nye ordning i et år.
Herefter bliver det besluttet, om der på sigt skal køre busser fra Århus til andre dele af Psykiatrien i Region Midtjylland.