Fortsæt til indhold

Mediekonsulent fylder 50 år

Samfund

Onsdag 7. september kan mediekonsulent hos Jyllands Postens Lokalaviser med base i Grenaa, Thomas Birkmose Pedersen, Grenaa, fejre sin 50 års fødselsdag.

Mange kunder, foreninger og forretningsindehavere i Grenaa og omegn har stiftet bekendtskab med Thomas gennem hans erhvervsaktive karriere.

Det, der altid har kendetegnet Thomas’ indsats på avisen, er stor omhyggelighed, et øje for at give sine kunder værdiskabende virkemidler, og hele tiden et fokus på hvordan det kan gøres bedre. Alt i alt ting, som både kommer kunder og virksomheden til gode.

Thomas er født og opvokset i Humlum ved Struer, men flyttede med forældrene til Fjellerup i 1988, hvor de havde købt Hestehavens Camping.

Efter tre år på Grenaa Handelsskole fik han læreplads hos Expert Radio i Grenaa, som resulterede i en fastansættelse og siden udnævnelse til butikschef et par år senere. Herefter gik turen til Kvickly Grenaa, som tørvarechef og til Danbo Møbler i Grenaa som møbelsælger inden han i december 2006 startede som salgschef på Grenaabladet.

I 2007 fusionerede Grenaabladet med Djurslandsposten, hvor Thomas fortsatte sit virke som mediekonsulent, i øvrigt et arbejde der er meget lig det i dag, trods et utal af ændringer i ejerskabet af ugeaviserne på Djursland.

Fodbold har altid haft Thomas’ store interesse, først som aktiv fodboldspiller og senere som ungdomstræner for ungdomshold på Åstrup Stadion. Så der er ikke mange fodboldbaner på Djursland, der ikke har haft besøg af Thomas. De senere år er det specielt mountainbike, som har tager over som motionsform. Det er blevet til mange ture med venner og familie, men også egne ture bliver det til.