Fortsæt til indhold

Spies checker ind i Aarhus Airport med ny soldestination

I maj måned 2023 letter de første fly med kurs mod Palma de Mallorca.

Samfund
sb

”Solkataloget” vokser i Aarhus Airport.

Fra maj 2023 kan du således rejse med Spies til Palma de Mallorca og feriere i Alcudia, Magaluf, Cala d’Or eller Pollenca med direkte afgang fra Aarhus Airport.

Det oplyser lufthaven i en pressemeddelelse.

Den nye feriedestination startes op i samarbejde med det svenske flyselskab BRA alias Braathens Regional Airlines, som allerede er etableret i Aarhus Airport med rutefly til Gøteborg og Stockholm.

»Mallorca er et uhyre populært feriested blandt østjyderne, og jo mere kapacitet vi kan tilføre til solskinsøen, jo bedre (...) BRA er en af lufthavnens rigtig gode samarbejdspartnere, og det lover godt for fremtiden,« siger administrerende direktør i Aarhus Airport, Brian Worm.

Spies skal i 2022 have oplevet et boom i rejser til Mallorca, og den tendens forventer rejseselskabet fortsætter. Ifølge kommunikations- og pressechef i Spies, Sofie Lund, skyldes det blandt andet Mallorcas fine sandstrande, turkisblåt vand, Palma by (”en slags mini-Barcelona”) og den kort flyvetid fra/til Danmark.

Mallorca er den anden soldestination, som rejsebureauet præsenterer fra Aarhus Airport. I 2021 sendte Spies de første gæster til Gran Canaria fra Aarhus, og ifølge Spies forventes det, at Kanarieøerne igen er på afgangstavlen til vintersæsonen 2023/2024.

Den første Airbus letter mod Palma de Mallorca den 26. maj, og Mallorca-sæsonen varer frem til den 13. oktober 2023. Der er afgang fra Aarhus Airport hver fredag eftermiddag.