Iguan-brydernes smukke kamp - tæt på
Tinghuset har taget godt imod sin nyeste nabo - to drenge der kæmper om et firben
Lørdag 13. august blev springvandet indviet efter at have stået i depot i mere end 10 år.
Iguanbryderne er kendt af de fleste og der er en del historier bundet op omkring springvandet fra 1908. Blandt andet som ramme omkring slagsmål og oprør i starten af 1900-tallet og senere sortbørshajer, der blev smidt i vandet, da folk blev sure over deres åbenlyse handel og så var det også foran springvandet, at tyskerpigerne fik klippet håret af og ydmyget, lige efter befrielsen i 1945. Dengang lå det på det nuværende Østervold, der i sin tid hed Frederiks Plads.
Nu har det igen fundet sin plads, nemlig foran Tinghuset.
»Placeringen på Tinghuspladsen er efter vores opfattelse den perfekte. Omgivet af Tinghuset, Schousgade-kvarteret og Thors Bakke (hvor byens øl fra 1850 til 2003 blev brygget) vil springvandet være centrum i en igangværende byudvikling, der med respekt og stolthed tager afsæt i fortiden og byens DNA,« har Jan Nørskov Jørgensen, der er formand Foreningen By og Landskabskultur, tidligere forklaret til Din Avis.