Fortsæt til indhold

Har fået 250 klager: Rejsekort foretager ændringer

Rejsekort har imødekommet Forbrugerombudsmandens krav om ændringer efter omkring 250 klager fra forbrugere.

Samfund
jwh

Forbrugerombudsmanden har gennem årene modtaget cirka 250 klager over Rejsekort over selskabets vilkår og handelsbetingelser, hvilket har ført til, at Forbrugerombudsmanden løbende har bedt Rejsekort ændre dem. Det vælger selskabet nu er imødekomme, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

De ændrede vilkår betyder blandt andet, at forbrugere kan få udbetalt eventuelle restbeløb fra deres Rejsekort Anonymt ved alle salgssteder indtil et år efter udløb af rejsekortet. Tidligere kunne forbrugere kun få udbetalt en restsaldo på et Rejsekort Anonymt på få salgssteder eller ved at udfylde en formular, der skulle indsendes til Rejsekort. Det besværliggjorde blandt andet udbetalingen for turister. Det var heller ikke muligt at forblive anonym, hvis man ville have restbeløbet udbetalt, da man skulle oplyse navn og adresse for at få pengene udbetalt.

»Det elektroniske rejsekort skulle gøre det let for forbrugere at tage offentlig transport. Det er det blevet, men teknologiske fremskridt berettiger ikke en tilsidesættelse af væsentlig forbrugerbeskyttende lovgivning,« fortæller Christina Toftegaard Nielsen, Forbrugerombudsmand, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Lovgivningen skal blandt andet sikre, at forbrugere får deres penge udbetalt, når et elektronisk kort, som rejsekortet, udløber. Som forbruger er det naturligvis svært at vide, om man har et udbetalingskrav, hvis man ikke er klar over, hvornår kortet udløber. Hertil kommer, at det har været en noget anden og mere besværlig proces at få udbetalt sine penge end at indbetale beløb på de anonyme rejsekort.«

Et rejsekort udløber efter fem år, og herefter kan det ikke længere anvendes, selvom der er et indestående på kortet. Forbrugere med et Rejsekort Anonymt har hverken på rejsekortet eller kvitteringen kunnet se, hvornår kortet udløb. Det har heller ikke kunnet aflæses på displayet, når ejeren af kortet checkede ind eller ud, eller umiddelbart ved forsøg på at tanke kortet op. Forbrugerne har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor et rejsekort pludselig ikke virkede.

Rejsekort har oplyst, at der på sigt vil blive påtrykt udløbsdato på nye rejsekort, og man kan allerede købe disse kort på nogle salgssteder.

»Rejsekort er et eksempel på, at det er vigtigt at tage højde for den forbrugerbeskyttende lovgivning allerede i udviklingsfasen af elektroniske systemer,« fortæller Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.