Fortsæt til indhold

Udvider køkken for 14 millioner kroner

Bedre arbejdsgange og plads til eleverne er filosofien bag Rønde Højskole og Efterskoles nye køkken. Her skal det nemlig være muligt at være med til andet end opvask.

Samfund
gs

Et nyt stort byggeprojekt er i gang på Rønde Højskole og Efterskole, og denne gang er det skolens gamle køkken, der står for tur. 70 ekstra kvadratmeter, der skal skabe bedre og lettere arbejdsgange, ny varelevering og en stor tunnel-opvasker er blandt nyanskaffelserne, og det hele tager højde for nogle år i eksplosiv vækst, hvor antallet af elever og ansatte er næsten fordoblet.

For køkkenchef Christian Sølvkær Andersen er udvidelsen realiseringen af en stor plan for at gøre skolens køkken tidssvarende. Det er 19 år siden, køkkenet sidst har været renoveret, og siden den nye køkkenchef kom til for et år siden har især fokus på bæredygtighed været vigtigt.

De nye faciliteter kommer også til at frigøre kapacitet til pædagogisk arbejde. Vi vil nemlig gerne invitere eleverne indenfor til andet end opvask. De skal have hænderne med i måltidet og være med til at producere og tage ejerskab.
Christian Sølvkær Andersen, køkkenchef

»Når man gerne vil lave mad fra bunden, sådan som vi gerne vil, så kræver det nogle andre arbejdsgange og en mere logisk opbygning af køkkenets forarbejdning af madvarer. Jeg glæder mig meget til at få åbnet køkkenet op, så vi ikke har så mange lukkede rum, men har mere kontakt til hinanden og kan kommunikere og sparre. De nye faciliteter kommer også til at frigøre kapacitet til pædagogisk arbejde. Vi vil nemlig gerne invitere eleverne indenfor til andet end opvask. De skal have hænderne med i måltidet og være med til at producere og tage ejerskab,« siger Christian Sølvkær Andersen i en pressemeddelelse.

Gå forrest med passion

Netop denne omtænkning af den traditionelle køkkentjans med opvask og grønsags-snit er vigtig for arbejdet med både højskole- og efterskoleeleverne.

»Det er selvfølgelig vigtigt med hjælp til opvask, men det er i min optik langt mere vigtigt at være med til at skabe og forme. Hvis vi vil gøre os forhåbninger om at rykke vores elever, så må vi inspirere med passion og viden og dannelse – og det gør man ved, at eleverne har hænderne i råvarerne selv. De skal være måltidets ambassadører,« siger Christian Sølvkær Andersen, der selv har en fortid i hotelbranchen, før han kom til Rønde med masser af drømme. Blandt andet om at favne de unges mange ønsker til det gode måltid samtidig med, at de skal blive bedre til at spise lokalt og bæredygtigt. Blandt andet har han indgået en række lokale samarbejder med overskudsgrøntsager fra Gl. Estrup, gode tilbud fra supermarkederne, naturkvæg fra Mols Bjerge og bælgfrugter og linser fra djurslandske producenter. Og ikke mindst fra den lokale biavler, som leverer honning til skolen. Og der ligger en stor dannelsesopgave i at vænne de unge til at tænke bæredygtigt omkring måltiderne.

»Det er meget forskelligt, hvor meget bæredygtigheden spiller ind på elevernes ønsker til menuen, og nogen går meget op i bæredygtighed. Og det betyder jo bare, at vi har en stor og vigtig formidlingsopgave i køkkenet. Jeg vil gerne inspirere eleverne til at tage stilling til hvilke produktioner, der er en udfordring i forhold til vandforbrug og hvilke grøntsager, der er i sæson. Så synes jeg, vi er lykkedes. Jeg vil gerne give dem et forhold til de råvarer, vi bruger,« siger Christian Sølvkær Andersen.

Nyt sommerkursus

For økonomichef Margit Bannebjerg Williams er udvidelsen med til at understøtte skolens ønske om at intensivere arbejdet med bæredygtighed og invitere skolens kursister med i køkkenet – unge såvel som ældre.

»Køkkenet spiller i dag en afgørende rolle i forhold til skolens arbejde med bæredygtighed. Arbejdsgange med at lave mad fra bunden af lokale råvarer kræver tilpassede og tidssvarende faciliteter. Det får vi nu med det nye køkken, hvor vi gerne vil have mulighed for i langt højere grad at inddrage køkkenet i det pædagogiske arbejde. Vi skaber plads til, at elever kan være med i køkkenet, og køkkenpersonalet deltager i et kursusforløbet ’Køkkentjansen under lup’ med støtte fra Nordeafonden. I sommeren 2023 inviterer vi for første gang sommerkursister med i det nye køkken, når vi introducerer kurset ’Smag på Djursland’,« fortæller Margit Bannebjerg Williams.