Fortsæt til indhold

Kommer rundt på hele Djursland: Pavillonen præsenterer »fadfriskt« efterårsprogram i jubilæumsår

Pavillonen i Grenaa løfter i disse dage sløret for efterårssæsonens program - både på egne scener og rundt på hele Djursland. Et program, der bærer præg af at være udformet til spillestedets jubilæumsår og langt om længe være fri for 'coronapuklen'.

Samfund

Pavillonen i Grenaa tog i starten af sidste uge hul på at husstandsomdele deres nye program for efteråret 2022. 32.000 eksemplarer af det trykte program ryger ud i postkasser på hele Djursland med oversigt over den kultur, det i år 120 år gamle kulturhus kan præsentere frem mod jul.

Jesper Jul, direktør for Pavillonen Grenaa, kalder det et ambitiøst program, der er lavet i jubilæumsåret, og Lokalavisen har bedt ham gennemgå et par af efterårets high-lights.

»Vi har noget nyt og ukendt, noget stort og etableret, koncerter skabt til at deles om, teater, stand-up og meget mere. Så har vi arrangeret koncerter rundt andre steder i kommunen; Kom-Bi Hornslet (biograf, red.) og Kolind Plus (kulturcenter, red.). Så vi forsøger at have en vis spændvidde,« indleder Jesper Jul.

De store og de små

I løbet af efteråret lægger Pavillonen Grenaa hus og scene til nogle af de, de selv betegner som »de store artister«. Her fremhæver direktøren blandt andre americana-rockeren Jacob Dinesen, Allan Olsen og Tina Dickow samt et opera-besøg fra verdensstjernen Paul Potts og visit af comedy-legenden Anders Matthesen.

I den anden ende af spektret fremhæver Jesper Jul også i programmet Pavillonens såkaldte Lyt Nyt-koncerter. Her kan man købe en pakke af koncerter med morgendagens mulige stjerner, forklarer direktøren.

»Det er alle sammen kunstnere, der måske ikke er brudt helt igennem nu, men som har kvalitet, saft og kraft til muligvis at gøre det. Når vi kigger tilbage, er det jo sjovt at se, at artister som Lukas Graham, Scarlett Pleasure, Mads Langer og Folkeklubben har spillet hos i starten af karrieren, og nu spiller over hele landet for fulde huse,« siger Jesper Jul.

Af efterårets Lyt Nyt-navne præsenteres blandt andre den svenske sangerinde Pernille Anderson, de aarhusianske indie-rockere i Undertekst og radio-nedlæggere som orkesteret Zar Paulo og singer-songwriteren Pauline.

Købere af alle Lyt Nyt-koncerterne bliver også trakteret med en bonuskoncert - en intimkoncert med Lydmor, hvis koncert på aarhusianske Grim Festival i august indkasserede hende topkarakterer i musikmagasinet Gaffa.

Pavillonen i Grenaa sætter ikke kun oplevelserne op på egne scener, men laver også arrangementer rundt i hele kommunen, forklarer Jesper Jul. Udover Kom-Bi i Hornslet og Kolind Plus arrangeres koncertrækken ’Liv i Forsamlingshusene’ i kultur- og borgerhuse i Lime, Thorsager, Fannerup og mange andre steder på Djursland.

Vi har noget nyt og ukendt, noget stort og etableret, koncerter skabt til at deles om, teater, stand-up og meget mere. Så har vi arrangeret koncerter rundt andre steder i kommunen; Kom-Bi Hornslet (biograf, red.) og Kolind Plus (kulturcenter, red.). Så vi forsøger at have en vis spændvidde.
Jesper Jul, direktør Pavillonen Grenaa

Koncerter skabt til at dele

Det er nok de færreste, .der allerede har glemt coronapandemien. Især inden for musik-, teater- og live-branchen, der blev hårdt ramt af de mange nedlukninger. Men det har også haft en stor social slagside. Det forsøger Pavillonen at gøre op med ved at indføre et såkaldt Plus 1-koncept, forklarer Jesper Jul.

Her er konceptet, at man laver en to-for-éns pris billet på i alt fire eftermiddagskoncerter i løbet af efteråret, hvor det er lyst og sikkert at bevæge sig ud, og man kan dele en oplevelse sammen, forklarer han.

»Det er opstået sidste år på bagkant af corona, og det handler om at dele koncertoplevelserne. Måske kender man en, der under pandemien er blevet lidt indelukket og ikke kommer så meget ud, så kan man købe billet til sådan en eftermiddagskoncert og sige: ’Skal du ikke med herned?’ og dele oplevelsen,« siger Jesper Jul.

Coronapandemien og de seneste års mange aflysninger har også lagt et øget pres på programlægningen de seneste to år. Men det pres er nu lettet, forklarer direktøren. Efterårssæsonen er første sæson, der nu er fri for corona-flyttede koncerter.

»Der er lige Tina Dickow-koncerten, ellers er det helt friske arrangementer på hylderne. Hvor det i foråret og sidste efterår bar præg af, at mange arrangementer var blevet flyttet, så er det, vi har i den kommende sæson helt frisk fra fad. Puklen, man har skubbet foran fremad, er ved at være afviklet. Det er rigtig fedt,« siger Jesper Jul.

Programmet for Pavillonens efterår i det 120. leveår blev skudt i gang torsdag 8. september med en koncert med den højtprofilerede jazz-musiker Nikola Bankov og hans band.

Hele efterårsprogrammet kan ses på Pavillonens hjemmeside også.