Farvel efter eftersyn i Grenaa
Verdens største flytbare borerig
Akkurat som en bil skal til syn og derfor holdes ved lige, gælder det også for verdens største mobile olieborerig.
”Maersk Invincible” har nu forladt Grenaa Havn, hvortil den ankom 2. juni for at blive gennemgået fra a-z og få tjekket, at alt er, som det skal være.
På fagsprog har riggen været i havn for at få foretaget et SPS - Special Periodic Survey. Det skal foretages hvert femte år og er lovpligtigt.
”Maersk Invincible” skal nu bugseres 409 sømil (757 kilometer fra Grenaa til Nordsøen, ud for Norges vestkyst. Hvis vejret arter sig, tager turen fire-fem døgn.
”Maersk Invincible” blev færdigbygget i 2017 på Daewoo Shipbuilding and Marine Engineering-værftet i Sydkorea. Maersk Drilling investerede dengang i fire borerigge til en samlet pris på 2,6 milliarder dollars.
”Maersk Invincible” er udstyret med 206,8 meter lange ben, og kan operere på vanddybder op til 150 meter.
Maersk Drilling og norske Aker BP har indgået en kontrakt om riggen ”Maersk Invincible” til en værdi af cirka 22,4 millioner dollar svarende til cirka 158 millioner kroner. I Iver Aasen feltet i Norge skal riggen bore tre brønde.