500.000 mangler MitID: Om kort tid er det for sent
En halv million danskere mangler stadig at blive klar til det nye sikkerhedssystem.
Det skulle have været klar 30. juni. Den deadline er blevet udsat i fire måneder.
Godt to måneder før den mangler en halv million stadig at få skiftet sit NemID ud med MitID.
Det har da heller ikke skortet på hverken kritik eller problemer i forbindelse med udrulningen af det nye system:
»Vi har fuld forståelse for, at nogen har oplevet skiftet fra NemID til MitID som værende både bøvlet og forvirrende, for af sikkerhedsmæssige hensyn, har vi måttet stille nogle krav til folk, som ikke altid har været lige nemme. Vi har fra start været klar over, at det ville blive en kæmpe opgave, og vi vidste blandt andet, at der ville være en forholdsvis stor gruppe borgere, som ville få behov for at besøge Borgerservice for at få MitID. Men af flere årsager har der været uhensigtsmæssigt lange ventetider i mange Borgerservice-afdelinger. Vi har sammen med kommuner og banker gjort vores bedste for at løse udfordringerne undervejs, så vi kan hjælpe de sidste over på MitID,« oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Lokalavisen.dk.
Stor kritik
Hvem den halve million, der mangler, er, er der ikke et entydigt svar på, men Digitaliseringsstyrelsen oplyser til Lokalavisen.dk, at rent geografisk er de personer spredt ud over hele Danmark.
Det er dog sikkert, at kritikken af MitID har været stor blandt landets ældre og flere handicaporganisationer.
»Vi har løbende haft en rigtig god og tæt dialog med en række organisationer, blandt andet Ældresagen, som gør en rigtig stor indsats for at understøtte deres medlemmer i at komme godt ombord i MitID. Derudover har vi været - og er vi fortsat – i løbende i dialog med blandt andet handicaporganisationerne om MitID og om eventuelle behov for tilpasninger i løsningen,« oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Lokalavisen.dk.
En halv million mangler
Alligevel mangler altså 500.000 danskere at får styr på det nye sikkerhedssystem.
Det giver dog ingen grund til bekymring hos digitaliseringsstyrelsen.
»Danskerne har været rigtig gode til at tage det nye MitID i brug, og langt de fleste har nu fået deres nye digitale ID. Vi arbejder på højtryk for at få de sidste med, og har blandt andet før sommerferien introduceret en ny funktionalitet i MitID appen, som gør det nemmere for eksempel at hjælpe pårørende med at få MitID. Mange har benyttet den nye mulighed, og vi ser frem til at få de sidste med om bord de kommende måneder,« siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, til Lokalavisen.dk.
Bundkarakter på Trustpilot
Det er måske ikke så tit, at offentlige og halv-offentlige tjenester bliver anmeldt på forbrugersitet Trustpilot. Det er dog lykkes netop MitID at finde vej hertil. Og konklusionen er rungende klar: En stjerne og bundkarakter fra 92 procent af de godt 2.000 anmeldelser.
I alt skal knap fem millioner i alt have MitID inden 31. oktober.
Læs mere om, hvordan du får MitID på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.