Fortsæt til indhold

»Sort af mennesker og masser af fest og farver«

Formanden for styregruppen bag Hammel Hestemarked er glad dagen derpå.

Samfund

»Jeg har armene oppe!«

Sådan lyder det dagen derpå fra Per Bøving, formanden for styregruppen bag Hammel Hestemarked.

Han havde mandag morgen endnu ingen præcise tal, men »mavefornemmelsen er god,« siger han:

»Sidste år var godt, og jeg tror ikke, at det bliver mindre godt i år.«

»Det har jo bare kørt, som det skulle. Fint vejr, sort af mennesker og masser af fest og farver. Jeg kunne godt have ønsket lidt flere gæster til Lars Lilholt, men det blev så til gengæld opvejet af de unge, som virkelig gav den gas både fredag og lørdag aften,« fortsætter formanden, som desuden glæder sig over, at der kun var ganske lidt ballade.

»Der var nogle små slåskampe, men politiet var til stede og fik hurtigt stoppet det.«

Markedet har naturligvis også ansat kontrollører til at holde styr på sagerne til festerne, men resten af markedet forløber med frivilliges kraft.

»Uden de 400 hjælpere, var der intet hestemarked, så stor tak til dem,« siger Per Bøving.

Traditionen tro blev der solgt smådyr fra kræmmerpladsen. Antallet af smådyr falder dog år for år. Foto: CSJ

Fejrede 50 år

I år fejrede hestemarkedet sine første 50 år. Der er naturligvis sket meget henover tid – de eneste heste til stede i år var eksempelvis fra Thorsø Rideskole, og de gav trækketure til begejstrede børn.

Alene de seneste 15 år, hvor undertegnede har kendt til markedet, har det haft utallige konstellationer rundt omkring Skovvangskolen og idrætscentret i Hammel. I år var boldbanen nær skolen holdt helt fri for kræmmere og telte. I stedet var det her, de unge gav den gas fredag og lørdag aften til udendørs DJ-koncerter.

The Powls gik på scenen ved søen lørdag klokken 15.30, og det trak rigtig mange mennesker i alle aldre til. Foto: CSJ

Det føltes i år som om, at der var fyldt godt op på kræmmerpladsen for enden af svømmehallen. I det hele taget føltes det som om, at der var rigtig mange mennesker, især i løbet af lørdag. Vejret viste sig da også fra sin pænere side med skiftevis sol og skyer. Formanden ynder jo at fortælle, at han har bestilt godt vejr – og i år var bestillingen altså gået igennem. Hvorvidt der var tale om højere magters tilstedeværelse, skal vi lade være usagt, men faktum er:

»Fem minutter før præsten gik på til den traditionsrige markedsgudstjeneste fredag, stod det ned i stænger,« siger Per Bøving med et smil.

Ved årets kapsejlads samledes omkring 600 mennesker. Kapsejladsen er blevet en fast tradition. Foto: CSJ