»Her forstår folk, at alle skal bidrage«

»Løb nu, far!«

Den 15-årige dreng har netop lavet et indlæg til sin far på fodboldbanen på Øster Alling stadion. Faren forsøger dedikeret at nå den ved nærmest at lægge sig vandret i luften med højre ben strakt frem, men bolden ryger forbi og ud til hjørnespark. Indsatsen belønnes med latter, en anerkendende en af slagsen, inden aftenens målmand, Helene Southern, griber hjørnesparket og med et spark får sendt bolden direkte ud over sidelinjen af banen, som er af halv størrelse.

»Det er min,« griner hun højt og tilføjer, at det da også er ved at være mørkt.

»Tror, vi skal have tændt lysene, når vi spiller i næste uge.«

På banen er 14 spillere. Mænd, kvinder og børn, som hver mandag mødes til mandagsmix. Det kalder de holdet, som mest af alt har det formål at skabe noget socialt. Sammenhold er et ord, som igen og igen bliver nævnt, når folk fra Øster Alling skal beskrive, hvad det er, der definerer den lille landsby ved Auning.

Flerstrenget forening

Som så mange andre små idrætsforeninger, oplever Øster Allings også, at tilslutningen til foreningslivet falder. Tidligere har klubben kunnet tælle hele tre herre-seniorhold. I dag er der børnehold og et for oldboys. Men stædighed, nytænkning, en evne til at få tilflyttere involveret og og et ønske om at holde liv i byen gør, at der alligevel næsten hver dag er foreningsaktiviteter i den lille by. Enten på stadion eller i forsamlingshuset. Gymnastik, krolf, bordtennis, spinning, tennis, fodbold, fitness, badminton, kortspil, petanque. Ja, listen er lang.

Sidstnævnte klub mødes også hver mandag, og denne gråvejrsaften har ikke færre end 19 fundet vej til banerne, der ligger i læ af træerne ud til hovedvejen.

»Vi har 30 medlemmer,« fortæller petanque-formand Niels Rasmussen og tilføjer, at de netop er blevet nummer to i en lokal fem-dyst-turnering, hvor de kæmpede mod klubber fra Ryomgård, Ebeltoft, Bønnerup og Auning. Og mens kuglerne kastes af folk iført sorte jakker med navn og petanqueklubbens logo, ’fordi så ser det bedre ud, når klubben er ude til konkurrencer’, kan han slet ikke stoppe med at tale om alle de ting, der foregår i byen.

»Vi har onsdagsklub, og et oldboys-fodboldhold, hvor tredje halvleg jo nok er det vigtigste. Vi har også lige deltaget i Lokaldysten. Og hvert år har vi sommerfest. Der sker alt muligt her i Øster Alling. Mange flytter til, jeg har lige fået nye naboer, men her er jo også fantastisk. Der er ikke langt til noget, og vi har den skønneste udsigt over Ådalen. Og så har vi et helt unikt sammenhold.«

Fra 15 til 60 år

Helene Southern, som i aftenens anledning, og sandsynligvis til hver fodboldtræning, er iført et fuldt Liverpool-træningssæt, da hun er indædt fan af den legendariske engelske Premier League-klub, har boet i Øster Alling med sin amerikanske mand, Joel Southern, i 14 år. Han har været formand for Borgerforeningen i flere år og Hele Southern er en af de helt stærke og samlede kræfter i alt, hvad der rører sig omkring Øster Alling Idrætsforening. Badminton, tennis, fodbold - og idékvinden bag et fitnessrum i klubhuset. For et par år siden tog hun initiativ til at starte mix-holdet.

»Min ide var egentlig at starte et kvindehold, men da vi var for få, begyndte vi at tage vores børn og mænd med. Og efterhånden er flere kommet til, så nu er vi en skøn blanding af alt muligt. Det fede er egentlig, at jeg kan kombinere min interesse for at være aktiv med at sætte ting i gang. Og det er så nemt at gøre her i Øster Alling. For mange vil gerne være med og alt kan lige som lade sig gøre.«

Den yngste på holdet denne aften er 15. Den ældste, Annette Madsen, 60 år. En familie bor i Vester Alling, men håber at kunne flytte til Øster Alling, for ’det er her, det sker’.

Der bor cirka 350 mennesker i byen, 200 af dem er medlem af idrætsforeningen. I takt med at ældre fraflytter de store huse for at finde mere egnede ældreboliger, flytter nye børnefamilier heldigvis ind. En af dem er Helle Lahrmann, som flyttede til i foråret fra Hammel. Egentlig valgte familien Øster Alling, fordi det rigtige hus var der.

»Vi er blevet overrasket over, hvor mange ting, der sker her, og hvor hurtigt, vi er blevet en del af lokalsamfundet. Jeg har spillet fodbold hele mit liv, så jeg blev glad, da jeg opdagede det her hold,« fortæller hun.

Nanna Thorsen er tilbageflytter. Hun voksede op i byen, og bor her nu igen med sin mand og deres tre børn.

»Jeg har aldrig spillet fodbold før, men jeg har gået forbi nogle gange, når jeg luftede hunden, og jeg synes, det så sjovt ud. Så nu er jeg med, og det går sådan nogenlunde, siger hun og griner.

»Der bliver gjort meget for sammenholdet. Mine børn har for eksempel her til aften være til gymnastik nede i forsamlingshuset, så der er lige som noget for alle. Og rigtigt mange vil gerne være med i det, der foregår.«

Alle bidrager

På sidelinjen står Helenes mand, Joel Southern, sammen med Søren Mogensen, der har boet i byen i 31 år og i løbet af den tid også har haft sine fingre i det meste af det, der foregår. Foreningens formand, Leif Herlev, som har boet i byen nærmest hele sit liv, kigger også forbi.

»Det går godt i vores forening. Det er klart, at vi har ikke så mange hold, som i gamle dage, men vi gør alt, hvad vi kan for at holde liv i byen og her på stadion. Vi ville være trætte af, hvis der ikke foregik noget her. Det er et samlingspunkt,« siger den 61-årige formand, som har været aktiv på og ved banerne siden han var 16 år.

»Det er de her mennesker, der bliver ved med at sætte mig i gang med alt muligt, griner han og understreger vigtigheden i at så mange i byen netop bakker op og bidrager med det, de kan.

»Vi har det sådan herude, at alle bidrager med det, de kan. Jeg er håndværker, så jeg ordner praktiske ting. Søren er god til noget med ord, og Helene og Joel sætter gang i nye ting med en masse gode ideer. Men der er mange flere end os, der er med til at holde det i gang. Jeg tror, noget af hemmeligheden er, at alle her i byen, også tilflytterne, forstår, at man skal bidrage. Man har pligt, forstået positivt, til at blande sig og deltage aktivt i alle tilbuddene. Og på grund af byens størrelse, så kan man ikke rigtigt gemme sig og tænke, at det er der nok nogle andre, der klarer, som man måske lettere kan i de større byer.«

»Vi er sådan en by, hvor folk lever liv. Ikke bare en by, hvor folk kun sover, for så at køre ud til arbejde eller aktiviteter. Og det her mandagsmixhold er jo genialt. Her er plads til alle, det skaber sammenhold og jeg har faktisk ikke set et lignende hold andre steder. Det kan jo være, at det kan være inspirerende for andre små landsbyer, som også gerne vil være andet end en soveby,« siger Søren Mogensen.

Samlende kraft

Kampen fløjtes af. Rødt hold vandt. Ved klubhuset skiftes støvlerne ud med sko, og på vej ud på parkeringspladsen siger en:

Alt det her findes takket være Helene. Hun er virkelig aktiv og simpelthen så stærk en kraft i at samle byen. Vi er mange, som gør meget, men hun fortjener altså noget ekstra ros.«

»Jeg er meget enig,« siger Søren Mogensen.

Helene Southern er allerede kørt. Hun skulle hjem til aftensmad, men havde hun hørt ordene, havde hun sikkert viftet dem væk med et henkastet håndledsvink og et smil.

Bagerst, ved træerne, står petanquespillerne stadig. Kuglerne er pakket væk, men i stedet hygger de under et halvtag og nyder tilsyneladende også den berømte og berygtede tredje halvleg. Få minutter efter, at mixholdet har forladt banen og kørt hver til sit, er også petanquebanerne tomme. Vi ses, råber én af fodboldspillerne, inden der bliver stille. Søren Mogensen, der som nabo til stadion aldrig har haft langt til foreningslivet, er på vej de få meter over græsset og hjem. Klokken er 20.30. Det er allerede mørkt og Øster Alling Stadion liger øde hen. Men kun til i morgen, hvor den igen skal danne ramme om flere aktiviteter. Alt sammen i sammenholdets navn.