Online supermarked åbner kæmpe varehus i Aarhus
Åbningen af varehuset skal angiveligt komme til at skabe op mod 1000 nye arbejdspladser i Aarhus.
Det har taget to år at stable på benene, men nu kan nemlig.com åbne et nyt, 32.000 kvadratmeter stort varehus i Årslev ved Brabrand.
Ifølge stifter af nemlig.com, Stefan Plenge, kommer det nye varehus til at betyde, at tiden fra bestilling til levering bliver markant kortere for østjyske kunder.
I de kommende uger vil leveringsområdet i Jylland gradvist blive udvidet, lyder det.
»Vi er sikre på, at hovedparten af danskerne vil købe deres dagligvarer online i fremtiden og derfor er denne udvidelse i Vestdanmark et helt naturligt skridt,« siger Stefan Plenge i en pressemeddelelse.
Han lover østjyder bedre service med flere leveringstider og mulighed for bestilling og levering samme dag flere steder.
Åbningen af varehuset skal angiveligt komme til at skabe op mod 1000 nye arbejdspladser i Aarhus de kommende år. I den sammenhæng har nemlig.com indgået overenskomst med fagforeningen HK.
Med det nye varehus råder nemlig.com over landets to største varehuse dedikeret til at sælge dagligvarer online. Et i øst og et i vest.
Bæredygtige løsninger har været en prioritet under opførelsen af det nye varehus, lyder det fra Stefan Plenge.
Varehuset bruger eksempelvis overskudsvarme fra kølerum til at opvarme kontorerne, ligesom der er forberedt el-ladestandere ved alle parkeringspladser. Al strøm til varehuset fra Nordeuropas største solcellepark i Holstebro.
Varehuset ejes af Heartland-koncernen, der også er storinvestor i nemlig.com.
nemlig.com klipper den røde snor til varehuset torsdag d. 15. september.