Politirapporten uge 38
Mandag 12. september
Butikstyv kørte rundt på stjålet el-cykel. En medarbejder i en tøjbutik på Brødregade i Randers midtby så mandag kl. 17.12 en mand komme cyklende på el-cykel hen til butikken. Cyklisten stoppede kort op ved et tøjstativ udenfor, hvor han tog fem t-shirts, inden han hurtigt cyklede derfra igen, inden medarbejderen kunne nå at standse ham. Lidt nede ad gaden opdagede en årvågen vagt dog manden, og han fik standset ham og holdt ham tilbage, indtil politiet kom frem. I en taske på cyklen lå nogle stjålne varer fra en dagligvarebutik, og det viste sig, at cyklen også var blevet stjålet. Det endte derfor med, at den 35-årige mand blev sigtet for tre tilfælde af tyveri.
Tirsdag 13. september
Tirsdag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Møllers Gade/Vestervold i Randers C. En 81-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 33-årig mand, der kom kørende ligeud på knallert. Den 33-årige blev efterfølgende kørt til skadestuen, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 81-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag 14. september
Onsdag kl. 16.55 skete der et færdselsuheld i krydset Frederiksbergvej/Viborgvej i Randers NV. En 59-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte op over et helleanlæg, hvor han ramte to skilte. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Indbrud: På Kløvervangen begået onsdag 14/9 mellem kl. 5.00 og kl. 15.30 og på Schousgade, begået natten til torsdag kl. 2.15.
Torsdag 15. september
Østjyllands Politi fremstillede torsdag en 35-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for spritkørsel. Den 35-årige, der er polsk statsborger, blev kl. 21.25 fredag aften i sidste uge standset i sin bil af en patrulje på Tjærbyvej i Dronningborg.
Da en alkometertest indikerede, at han var for beruset til at køre bil, blev han anholdt og fik foretaget en blodprøve, der viste en promille på over 2,0. Kørsel med så høj en promille, betragtes som vanvidskørsel, hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Han blev i første omgang løsladt, men da anklagemyndigheden har vurderet, at der er grundlag for anmode om en varetægtsfængsling af manden, blev han anholdt igen, da han torsdag, dukkede op på politigården for at høre ind til sin sag. Ved grundlovsforhøret blev den 35-årige varetægtsfængslet i 14 dage. Han kærede ikke kendelsen.
Torsdag kl. 9.55 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Prins Christians Gade i Randers C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene også fandt en mindre mængde hash i hans lomme.
Natten til fredag kl. 00.15 blev en 36-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Tørvebryggen i Randers C.
Lørdag 17. september
Lørdag kl. 10:12 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel i narkopåvirket tilstand, da han blev standset af en patrulje på Vesterbro i Havndal.
En 63-årig mand fra Randers blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for andet seksuelt forhold med mindreårig. Retten varetægtsfængslede manden i to uger. Manden valgte at kære dommen til Vestre Landsret.