Bedre forhold i Øster Tørslev Å og Rismølle Bæk
De forbedrede vandløb blev fejret fredag 9. september i Øster Tørslev by.
Med støtte fra blandt andet EU og kommunalt afsatte midler bliver der i disse år skabt bedre forhold i vandløb fordelt over hele Randers Kommune. Senest har Øster Tørslev Å gennemgået en større restaurering og i Rismølle Bæk er der etableret nye gydebanker.
»Vi ønsker i Randers Kommune at skabe bedre levevilkår for dyr og insekter i vores vandløb, fordi det har stor betydning for biodiversiteten. Og fordi det betyder noget for os mennesker, at vi langs vandløbene kan opleve en levende natur med gydende havørreder, vandløbsinsekter, planter, isfugle, oddere og meget mere,« siger borgmester Torben Hansen i en pressemeddelelse.
Randers Kommune har netop afsluttet en større restaurering af Øster Tørslev Å, hvor en strækning på cirka 500 meter er blevet genslynget. Derudover er der sket en profiludvidelse af vandløbet og etableret gydebanker i Øster Tørslev By. I Rismølle Bæk er der etableret en række gydebanker i Vestrup omkring Lembanen og ved den tidligere mejetærskerfabrik i Dronningborg.
Godt samarbejde
De forbedrede vandløb blev fejret fredag 9. september i Øster Tørslev by, hvor blandt andre lodsejere langs vandløbene, borgmester Torben Hansen og formand for miljø- og teknikudvalget Nick Zimmermann deltog.
»I miljø- og teknikudvalget har vi gennem de sidste par år arbejdet med at forbedre en række af vandløbene i vores kommune. Og for alle projekterne gælder, at de har været gennemført i tæt samarbejde og god dialog med lodsejerne. Det sætter vi stor pris på for uden den opbakning ville det ikke have været muligt at gennemføre projekterne,« siger Nick Zimmermann.
Tidligere er der etableret gydebanker i den bynære Svejstrup Bæk og i Kåtbæk, og der er planer om projekter i bl.a. Brusgård Møllebæk, Elbæk i Helstrup samt tværkommunale projekter i Skals Å og Alling Å. Projekterne går primært ud på at etablere gydebanker og fjerne spærringer for fisk. Og enkelte steder som for eksempel i Øster Tørslev Å sker der også genslyngning, så vandløbet får et mere naturligt forløb.