Fortsæt til indhold

Globetrotter-præst er kommet til aarhusiansk kirke: »Her skal jeg være i rigtig mange år«

Line Theresia Villefrance er netop tiltrådt i en ny stilling som sognepræst i Viby Kirke efter at have arbejdet både i Beder, Malling, New York, Spanien og Afghanistan.

Samfund

38-årige Line Theresia Villefrance er nyt ansigt i Viby Kirke. Hun kommer fra en delt stilling i Beder og Malling kirker og ser frem til at være præst i én kirke.

»Her i Viby har jeg en fornemmelse af, at det både er en stor, men også ret lokal menighed. Nu har jeg kun nærmest været her i fem sekunder, men her er en god blanding af folk, hvor man både kan få det nære eller bare lige er i folks bevidsthed i et kortere øjeblik under en dåb eller en handling,« siger hun.

Hun blev uddannet cand.theol fra Aarhus Universitet i 2008 og har udover Malling og Beder tidligere været ansat i Hedensted og Store Dalby Pastorater, men også i det store udland med uddannelsesophold i såvel Den Danske Sømandskirke i New York, Den danske Kirke på solkysten i Spanien og som feltpræst med blandt andet en udstationering i Afghanistan, der har været med til at gøre Line Theresia Villefrance til den, hun er i dag.

»Som helhed har det faktisk givet mig et helt andet blik for, hvordan vi er menighed, og alle de forskellige typer, der kan være. I Spanien var det mest ældre mennesker, I New York var det yngre mennesker, der fløj ind og ud, og i Afghanistan var det soldater. Det har selvfølgelig betydet noget for, hvordan jeg er præst, og hvordan jeg møder folk. Det tror jeg godt, folk kan fornemme. Det har givet mig en selvforståelse, og jeg hviler meget i, hvem jeg selv er, selv om det lyder lidt opblæst, når man siger det selv,« forklarer hun med et smil.

Bor på Trøjborg

Da stillingen i Viby blev ledig, tøvede Line Theresia Villefrance ikke med at søge.

»Stillingen var super attraktiv for mig, fordi det netop er ét sted med én kirke. Jeg er simpelthen blevet modtaget så fint. Det var arrangeret den fineste indsættelsesgudstjeneste, og alle folk har været utroligt søde og venlige. Jeg kan ikke sige andet, end jeg har følt meget velkommen. Det har virkeligt været positivt,« siger Vibys nye præst, som oprindeligt stammer fra Ebeltoft, men som har boet i Aarhus i en lang årrække.

Line Theresia Villefrance er ny sognepræst i Viby.

Det gør hun stadig i et hus på Trøjborg sammen med sin mand, Michael, og deres to børn på henholdsvis 5 og 2½ år.

»Jeg glæder mig over at være kommet endnu tættere på mit arbejde. Nu bor vi kun seks kilometer herfra. Jeg glæder mig til at blive sognepræsten sammen med Lise Barnkob, hvor jeg får flere relationer rundt i sognet, og folk ved, hvem jeg er. Hvor man bliver lidt mere flettet ind i hinanden, og det hele bliver lidt mere nært,« siger hun.

Hvilke forventninger har du til jobbet?

»Jeg har oplevelsen af, at jeg er havnet på en rigtig dejlig arbejdsplads med nogle vildt dygtige og driftige kolleger og et godt menighedsråd, som virkelig også bare gerne vil skabe en god kirke. Så jeg har en forventning om, at her skal jeg bare være i rigtig, rigtig mange år og falde til og arbejde og blive en del af Viby og Viby Kirke og den dna, der er herude,« fastslår Line Theresia Villefrance.

Og når nu du har været så berejst, hvordan går det så med udlængslen?

»Der er ikke nogen udlængsel lige nu. Jeg har to små børn, og dem elsker jeg meget højt. Det er som om udlængslen har tranformeret sig, men på et tidspunkt ved jeg, at den vender tilbage. Jeg ved, at jeg skal udstationeres engang, men ikke så længe mine børn er små. Jeg skal nok nå det,« siger Line Theresia Villefrance.