Old Run på Farsøhthus Plejecenter

20 børnehavebørn fra Allingåbro Børnecenter tog onsdag 14. september på tur. De skulle nemlig deltage i Farsøhthus Plejecenters Old Run. Løbet, som centret afviklede for anden gang, bestod af en rute på 600 meter rundt om huset. Nok er løbets navn en henvisning til, at det primært afvikles til glæde for de ældre beboere, men de små fra børnehavens storebørnsgruppe gav den gas i fuld løb og af og til også med tid til at stoppe op og skubbe en kørestol eller tage en af de ældre i hånden og sikkert hjælpe vedkommende over målstregen, som var pyntet op med balloner.

Bevægelse i hverdagen

Old Run blev skudt i gang med bøj-stræk opvarmning til musik og affyring af et konfettirør af initiativtager til løbet, Jeanette Quist Rasmussen, psykomotorisk terapeut.

»Vi startede Old Run, både fordi vi blev inspireret af DGIs Bevæg dig for livet, men også fordi vi havde hørt om et andet plejehjem, der gjorde noget lignende. Det kan være svært at få bevægelse ind i dagligdagen, især hvis vi kalder det gymnastik. Hvis vi kalder det kaffe, er det straks noget andet. Men når de så er i gang, og for eksempel skal ramme balloner med en fluesmækker, så går der sport i det, og så bliver de lige som alle os andre. De vil vinde, og pludselig sidder de og spjætte med både arme og ben.«

Ud af centrets 45 beboere, var mere end 30 i dagens anledning trukket i vindjakken for at komme ud på den 600-meter lange rute. Få på egne ben, flest i en kørestol, som blev skubbet af enten personalet eller de frivillige fra Farsøthus-vennerne, som var mødt talstærkt op.

Halvvejs på ruten bød centret på saftevand. Man kunne vælge, om den skulle være rød eller gul, og når deltagerne synes, at de havde været rundt nok gange, så fik de hængt en medalje om halsen, som enten var lavet af børnehavebørnene eller af de ældre.

Begivenheden finder desværre kun sted én gang om året, fortæller Jeanette Quist Rasmussen, men hun ville ønske, der var midler til at lave flere dage som denne. Hun forklarer, at det kræver mange ressourcer, da der næsten skal bruges personale svarende en-til-en, så det ville aldrig kunne lade sig gøre uden hjælp fra de mange frivillige.

»Det giver bare så meget at lave sådan nogle dage her. Vores beboere har glædet sig og bare synet af dem, da de for nogle dage siden sad og nærmest var smurt ind i klister og glimmer og gjorde sig umage med at lave medaljerne, gør det hele værd. I sidste ende handler det selvfølgelig om at forsøge at få noget bevægelse ind i deres dagligdag, og når vi har fået så mange ud i dag, så skyldes det ikke mindst børnene. De trækker altså. De ældres øjne lyser op. De observerer dem og smiler helt spontant. De stråler simpelthen, når der er børn i nærheden, og det er jo helt konkret på grund af dem, at nogle af vores beboere overhovedet er kommet ud af værelset i dag,« fortæller Jeanette Quist Rasmussen.

Tynde ben løber hurtigst

Glæden ved at arrangere noget på tværs af generationerne går begge veje. I Allingåbro Børnecenter har de nemlig også set frem til dagen.

»Mange af vores børn har oldeforældre, som bor her. Eller måske familie, som arbejder her, så de har været så klar på at komme og være med. Vi har talt med børnene om, vad det vil sige at være gammel og om hvordan man kan hjælpe og tage hensyn til hinanden,« fortæller pædagog Birthe Brøbech.

En af dem er Mejse Nuka Borst, som i anledning af besøget kan sige hej til sin oldefar Kurt Nielsen. Han har, med god hjælp, taget fire runder i sin kørestol, og da den aller sidste gang triller over målstregen er det med oldebarnet bagved, der ivrigt skubber af alle kræfter.

Mejses børnehavekammerat Jacob nåede hele syv runder og står nu med friske, røde kinder. Han synes, det er dejligt at besøge de gamle, men det der med alder kan godt være lidt relativt, fornemmer man, hos den fem-årige raske dreng.

»De gamle er også søde. Jeg synes også, at min mor og far godt kan være ret gamle,« siger han og fortæller umiddelbart i samme åndedrag, at han er den hurtigste i sin gruppe.

»Det er fordi, jeg har tynde ben. Tynde ben løber nemlig hurtigst.«

Uanset om man nåede en eller syv runder, så vankede der efter løbet en pølsevogns-frokost, hele pladen fuld med både ristede, rå og en Cocio til alle, bagefter, som børn og ældre nød sammen i fællesrummet på Farsøthus.