Driftig mand med i Lions
Michael Sørensen er nyt medlem i Lions klub Hadsten.
Den lokale tømrermester Michael Sørensen er nyt medlem af Lions klub Hadsten.
Michael Sørensen, der for et par år siden har overtaget tømrervirksomheden, drifter virksomheden i et imponerende tempo. Der er nu beskæftigede flere svende og elever.
Tømrermesteren er et kendt ansigt hos Lions klub, da han i flere år har været at finde på Lilleåmarked som kræmmer. Han er en driftig mand, der både sælger juletræer og nytårskrudt ved Shell. Ligeledes er det også ham, der sørger for at der bliver flaget i Hadsten, da han er ansat af Hadsten handel; en ansættelse der indebærer alt praktisk arbejde.
»Og for Michael er intet umuligt, en evne som Lions klub ser frem til at kunne drage nytte af,« lyder det i pressemeddelelsen fra klubben.
Michael Sørensen er gift med Anne og har to voksne sønner. Familien har stiftet bekendtskab men Lions klub, da de sprang til og hjalp til i baren på årets Lilleåmarked.
Der er nu tid og overskud i Michaels liv til at gøre en indsats for andre, hvilket han har valgt at gøre via Lions klub.
”Det er jo fedt at knokle igennem, og derefter være en del af den klub, som hjælper svage og udsatte borgere. Et arbejde der til stadighed kræver flere hænder i Lions klub, da der desværre er et voksende behov i samfundet og resten af verden for hjælp. En hjælp som Lions gerne bidrager med, i det omfang det er muligt,« fortæller Lions klub Hadsten, der tilføjer:
»Hvis du går med en drøm om at være del af et kammeratskab, og samtidig gerne vil gøre en humanitær indsats, er Lions klub måske lige netop noget for dig. Tøv ikke med at rette henvendelse til et af klubbens medlemmer.«
Læs mere på www.hadsten.lions.dk.