Fortsæt til indhold

Åbning af ny Coop 365: Kø fra klokken 05

De første stillede sig i kø klokken lidt i 05, da Coop 365 åbnede ny butik i Markedsgade.

Samfund

Gode tilbudspriser og en gavepose med for 200 kroner økologiske dagligvarer var et kæmpetrækplaster, da den nye Coop 365 åbnede i Markedsgade i fredags. Den røde snor skulle klippes klokken 07, men allerede klokken 05 var Søren Weichert ude og sige godmorgen til seks-otte kunder udenfor indgangen. Som butikspartner står han i spidsen for det nye lokale supermarked.

Der blev udleveret i alt 50 billetter til en gavepose, og dem der først kom lidt over 06, kom for sent.

»Vi fik nummer 26,« fortæller en af kunderne med et smil. Han er kommet i snak med to andre, der også venter på at komme ind.

»Det er godt, at det er økologiske varer, vi får. En flot pose,« smiler en anden.

Bagved dem venter folk tålmodigt, også selv om en del ikke nåede at få billet til gaveposen.

Velkommen klokken 07

Klokken 07 træder Søren Weichert frem og byder velkommen sammen med Micki Cheng, blandt andet kendt fra TV med ’Den Store Bagedyst’ og ’Vild med dans’. Micki Cheng klipper den røde snor, og butikken er åben.

»Det er helt overvældende. God stemning og en dejlig modtagelse. Det er dejligt endelig at være i mål efter tre måneders ventetid, og det er hele arbejdet værd med så flot en butik og så mange kunder,« smiler Søren Weichert.

Micki Cheng uddeler gaveposer. Han fortæller, at han er mødt op ved åbningen her, fordi han kender Søren Weichert rigtig godt. Han var i fire år, fra 2010 til 2014, ansat af Søren Weichert i den tidligere fakta-butik i Markedsgade, i en del af perioden som nøgleansvarlig.

»Søren er en dygtig købmand, altid frisk på sjov, løjer og spas,« siger han og tilføjer:

»Og han er god til at skabe atmosfære for sine medarbejdere, så de føler sig godt tilpas.«

»Coop er noget særligt«

For Micki Cheng er Coop noget særligt, fortæller han. Han har altid arbejdet i Coop på den ene eller den anden måde. Efter Den Store Bager blev han en del af Coops projekt GoCook, der udgiver undervisningsmateriale og formidler madkundskab til landets skoleelever.

Micki Cheng regner med at blive en times tid i forbindelse med åbningen. Senere på dagen serveres kage.

»Så kommer jeg tilbage for at spise noget kage,« griner han.