Ny bestyrelse i turistforening
Fra syv til fem medlemmer til at lede Djurslands Turistforening.
Djurslands Turistforening har holdt generalforsamling hos Dronningens Ferieby med oplæg om Stenvad Mosebrugscenter, Kolindsund-udstilling og Sound-walk på Grenaa Havn.
Bestyrelsens forslag til vedtægtsændring blev godkendt, så bestyrelsen består nu af fem medlemmer, mod tidligere syv, samt bogholder til foreningens regnskab, kontingentudsendelse og andet.
Bestyrelsen konstituerede sig således: Formand Rikke Alsbjerg Schøning, næstformand Helle Elkjær, kasserer Karen Lassen, Lotte Elmstrøm Olesen og Lise Krog. Turistarbejdet styres af lutter kvinder i Grenaa.
Djursland har haft en rigtig god og velbesøgt sommer med mange glade turister fra det meste af Europa.
Sommerens guidede ture, samt især åbent hus ved Fornæs Fyr blev alle godt besøgt.
Foreningen har nu tilladelse til salg af den gamle Grenaa-plakat af Viggo Vagnby: Grenaa, Søren Kannes By – byen ved vandet – centrum i landet og lokalt producerede kort af bygninger i Grenaa.
Foreningen har fået ny hjemmeside - www.djurslandsturistforening.dk - og efteråret er i gang med planlægning af 2023, guidede ture og kontakt til nye medlemmer.