Snak med præsten og skriv et brev

At planlægge sin afsked med livet oplever mange som noget af det sværeste, ligesom det at følge et menneske til døden er ukendt land for de fleste.

Men der er god støtte og hjælp at få fra folkekirkens præster. De er meget erfarne sjælesørgere og vant til at tale med mennesker om de dybeste ting i tilværelsen, også når det handler om døden. Og hvis ordene er svære at sige, er det også en god idé at skrive dem ned. To sognepræster giver her et par forslag.

Knus og kys i tide

»Sørg for at få talt om døden i tide,« siger sognepræst Heidi Kasper Hansen, Hornslet:

»Ved en afskedshandling jeg for nylig var præst ved, sagde jeg, at selvom dødsfaldet er ventet, så er det ikke altid, at familien når at få talt sammen og taget afsked med hinanden. Anledningen var selvfølgelig, at afdøde i dén situation var død meget pludseligt, og familien stod chokeret tilbage. Der var meget, de gerne ville have gjort. Samtaler, de ville have først; knus og kys, de gerne ville have givet.«

Heidi Kasper Hansen erkender, at det er sårbart for de fleste mennesker at tage hul snakken om, at vi en dag skal herfra.

»Samtidig er det jo dét, som er allermest sikkert her i livet. Derfor vil jeg faktisk råde til, at man tager hul på emnet i god tid. I ’fredstid’, om man vil, det vil sige inden et af ens familiemedlemmer bliver alvorligt sygt og samværet for alvor begynder at blive præget af sorg.«

Kald på præsten

»På lyse, gode dage kan man fint tale om gravsted, yndlingssalmer, kirkeligt tilhørsforhold, den gode præst, man har hørt engang, steder og mennesker, man har et særligt forhold til,« siger Heidi Kasper Hansen.

»Man kan tale om forestillinger om himlen, om Gud, det evige, hvilen - eller bekymringer, der gør sig gældende ved tanken om døden. Man kan endda indkalde til et møde, hvor der faktisk er en præst til stede, længe før selve begravelsen skal planlægges, simpelthen for at få en fagperson ind, som kan være med til at vejlede, og måske også lægge nogle samtaleemner frem, som man ellers ikke ville komme på at tale om.«

Skriv et brev

Tina Skov Løbner, sognepræst i Marie Magdalene, Pindstrup og Koed, opfordrer også meget til, at man i tide får talt sammen med sin familie og sat ord på alt det, der betyder noget. Hun har i flere forskellige sjælesorgssammenhænge opfordret til at skrive et brev til familie, venner eller den døende.

»Hvis den syge eller døende ikke magter besøg fra hele omgangskredsen eller måske har fødselsdag, så kan venner og familie sende en hilsen, som den døende så kan sidde med i ro og mag.«

Hendes erfaring er, at det kan bane vej for ord, der ellers kan være svære at sige til et menneske, der har døden tæt på.

»Blot nogle få linjer kan jo samle betydningsfulde følelser af taknemmelighed over mange gode minder, vi har haft sammen, og som man kan sidde og glæde sig over.«

En hilsen til fremtiden

Tina Skov Løbner peger også på den ’den anden vej’, at den døende skriver til familien og måske vennerne om de ting, der er svære at få sagt, men som man gerne vil have, at de får med.

Hun anbefaler også at få skrevet et brev til tide til sine børn, børnebørn og oldebørn, selvom de er små. Engang i fremtiden, måske på en konfirmations- eller bryllupsdag, vilk de blive læst med en særlig glæde.

»Det at foreslå et brev er altid blevet godt modtaget, og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger fra dem, der har fået gjort det.«

Hvad skal man skrive i et brev til sine kære, der bliver de efterladte, når man engang er død? Tina Skov Løbners forslår denne lille igangsætter:

Kære dig NN

Jeg nåede desværre ikke at opleve denne dag sammen med dig.

Jeg ville have elsket at se dig stå der på din konfirmationsdag / følge dig op af kirkegulvet / se dig få studenterhue på ….

Ka du huske dengang vi to……

På sådan en dag ville jeg have knebet en tåre af stolthed / klemt din hånd / kysset dig på panden og have sagt….

Du skal vide, at jeg ønsker dig alt muligt godt i livet…. / jeg håber du …..

Kærlig hilsen din NN