Vejrguderne snøftede, da Bitter cyklede farvel til Hornslet Skole
Hornslet Skoles leder gennem 16 år, Bitter Rasmussen, fik et på alle måder hjertevarmt og uventet farvel fredag morgen.
Det støvregnede i den tidlige morgenstund i fredags, men mon ikke det var fordi, at de snøftende og bevægede vejrguder havde lugtet lunten, at det var sidste skoledag for Bitter Rasmussen på Hornslet Skole.
Efter 16 år som skoleleder takkede hun af for at gå på pension, og hun fik den flotteste sortie, som hun med garanti ikke havde drømt om.
Samtlige 873 elever fyldte tidligt på gaden fra skolen og ned til Hornslet Kirke. Her stod de parate med flag og vinkende hænder, da skolelederen blev transporteret på behørig vis på en ladcykel, der stod parkeret ved kirkens parkeringsplads, og som gode kolleger med det rette tråd i pedalerne fik bugseret helt op til skolen.
Det var et smukt syn og et værdigt farvel til den populære skoleleder.
Hjemme i skolegården blev alle samlet til en seance med sang og musik og en sidste tale fra Bitter Rasmussen.
I dagens anledning vankede der uddeling af Hjem-Is til samtlige elever og medarbejdere.
Bitter Rasmussen, som bor i Ugelbølle, har været skoleleder de sidste tyve år, 16 af dem altså i Hornslet.
Hornslet Skole står i den kommende tid overfor store forandringer. Der skal bygges en udskoling ved hallen, som forventes at gå i gang næste år og stå færdig i 2025, men alle de store beslutninger i forhold til skolens fremtid er truffet, og derfor er det et godt tidspunkt for en ny at komme ind og lære skolen at kende, mener Bitter Rasmussen.
Den nye i stolen, Mikael Bugge Andreasen, begynder sit virke 1. oktober.
Mikael Bugge Andreasen kommer fra en skolelederstilling i Viborg Kommune, Vestervang Skole. Her er han på nippet til at sige farvel til et lederteam på fem og hele 150 medarbejdere.