Havndal vinder Lokaldysten 2022
Havndal tog sejren i Lokaldysten 2022 og kan nu kalde sig for det mest aktive lokalsamfund i Randers Kommune
Efter en imponerende motionsfest med høj aktivitet snuppede Havndal sejren i Lokaldysten 2022, og fik onsdag 14. september overrakt præmien på 10.000 kroner af viceborgmester Claus Berggren. Pengene skal bruges til at fremme fællesskab og bevægelse i lokalområdet. Borgerne kan både stille forslag og stemme på deres favorit i byens lokale facebookgruppe.
Lokaldysten stod mellem Asferg, Havndal, Assentoft og Harridslev. Alle kilometre i gang, løb eller på cykel blev talt med, og Havndal opnåede et flot gennemsnit på næsten 2,5 kilometer pr. indbygger.
»I har vist jer som et lysende eksempel her i Havndal, hvor en hel by er gået sammen om et fælles mål og har fået en god oplevelse sammen,« sagde Claus Berggren.
Sundhedshus i Havndal
Ifølge en landsdækkende undersøgelse om danskernes sundhed er der generelt store udfordringer i sundhedstilstanden i den nordlige del af Randers Kommune. Derfor har Havndal også fået sit eget sundhedshus, der åbnede i foråret 2022. Fremmødet ved Lokaldysten og førstepladsen ved Lokaldysten taler nu om høj aktivitet i Havndal.
»Det er skønt, at et motionsevent kan samle byen. Der var også en fed stemning med konkurrencer, hoppeborg og hallens café, der var rykket ud på græsplænen,« siger Anette Nørager, der er frivillig i Havndal Fitness og koordinator for Lokaldysten i Havndal.