Pantstation pillet fra hinanden
Pantstationen på Ørneborgvej blev fjernet med kran, lift og truck i weekenden
Siden 2015 har randrusianere kunnet proppe pantsække ind i gabet på pantstationen på Ørneborgvej og få pant-pengene indsat på deres kreditkort.
I august i år sluttede det og de sidste pantsække er for længst kørt videre til de evige pant-marker og folk i Randers skal igen til at placere den ene flaske efter den anden i butikkernes pant-automater.
Linjeføringen til den nye havnevej går lige igennem den tidligere Mazda-forhandlers bygninger og pantstationen på Ørneborgvej og vil, hvis Klimabroen bliver bygget, også være et led i Klimabroens kommende linjeføring. Medarbejdere og forhandlingen af biler er nu overtaget af Pedersen & Nielsen på Århusvej.
I weekenden havde håndværkere hyret af Dansk Retursystem travlt med at pille pantstationen fra hinanden og man kunne få et lille kig ind i maskineriet, inden den firkantede stålkasse blev pillet ned, element for element.
Dansk Retursystem, der driver pantstationerne, har tidligere oplyst i en pressemeddelelse, at man arbejder sammen med genbrugspladsen om at finde en ny placering til en pantstation. Men der er ingen tidsramme for de planer.
Hvis der bliver fundet en ny placering til en pantstation i Randers, så bliver det med sikkerhed en smartere løsning, der kan rumme flere sække end den nu nedlagte, loves det.