Regionshospitalet Randers skal forske i effekten af kræftscreening
Novo Nordisk Fonden har givet knap 9 mio. kr. til et nyt projekt, der skal forsøge at udarbejde en model, som kan måle effekten af screeningsprogrammer for tarm- og brystkræft.
Målet med de danske kræftscreeningsprogrammer er at reducere dødeligheden ved sygdommene, men i dag findes der ikke opdaterede værktøjer, der kan måle effekten af screeningsprogrammerne.
Det vil seniorforsker Sisse Njor fra Universitetsklinik for Kræftscreening, Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers, forsøge at lave om på, og til det har hun fået 8.889.233 kroner fra Novo Nordisk Fonden.
»Det er helt vildt at have fået så mange penge til projektet. Jeg glæder mig til at bruge de næste fem år på forhåbentlig at kunne gøre os klogere på effekten af de danske screeningsprogrammer,« siger Sisse Njor i en pressemeddelelse.
Via sundhedsregistre
Pengene skal bruges til via de danske sundhedsregistre at forsøge at udarbejde en ny model, der kan estimere, hvor meget de danske screeningsprogrammer for bryst- og tarmkræft reducerer dødeligheden, men også til at vurdere risikoen for overdiagnostik.
»Normalt, når vi skal vurdere effekten af noget, vil vi opstille to helt ens grupper, der kan sammenlignes. Men fordi alle i Danmark inviteres til screening, når de bliver en del af målgruppen for screeningsprogrammerne, er det ikke en mulighed,« siger Sisse Njor.
»I stedet vil vi forsøge at udnytte den guldgrube af information, der registreres om danskerne og deres helbred i de danske sundhedsregistre. På den måde vil vi forsøge at sammenligne dem, der deltager i screening, med dem, der ikke gør,« fortsætter hun.
Målet er at nå frem til en model, der kan vurdere effekten af screeningsprogrammerne for tarm- og brystkræft ved at se på danskerne som samlet population, men også at kunne vurdere effekten for mindre undergrupper.