Fortsæt til indhold

Største investering nogensinde: XL Byg Ryomgård fordobler arealet

Maskinerne er i fuld gang på Vestergade i Ryomgård med at realisere en fordobling i bogstaveligste forstand af XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter.

Samfund

XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter er netop gået i gang med at realisere en ambitiøs plan som har befundet sig i støbeskeen i flere år.

Direktør og medejer af XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter, Bent Lerke Kristensen, er den afgørende brik i historien om det, der i folkemunde altid har heddet Ryomgård Tømmerhandel. Foto: Lars Norman Thomsen

Det er en investering til anslået cirka 30 mio. kroner inkl. moms, vurderer direktør og medejer Bent Lerke Kristensen. 22 mio. kroner inkl. moms lyder selve licitationen på. Hertil skal så lægges indkøb af nyt inventar, sambygningen med det eksisterende byggemarked mv.

»Der er tale om den klart største investering, siden vi åbnede på Vestergade januar 2000,« siger Bent Lerke Kristensen.

»Jeg synes, at investeringen virkelig signalerer det drive, som jeg oplevede fra første dag efter ejerskiftet til Vorup Tømmerhandel, at man her kigger fremad og længere end til næste år. Der er en klar strategi og et erklæret ønske om, at der også skal også være tømmerhandel i Ryomgård om tyve år.«

Der er tale om den klart største investering, siden vi åbnede på Vestergade januar 2000.
Direktør Bent Lerke Kristensen

Mere plads

XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter vil opføre en hal mere på cirka 1.500 kvadratmeter, der skal rumme byggemarked og havecenter.

Det er velkendt, at virksomheden har en kundeportefølje bestående af både store og små håndværksvirksomheder og private kunder i form af selvbyggeren og den private ’gør-det-selv’ familie, der efterspørger varer til deres projekter i hus og have.

Målt på omsætning er fordelingen cirka 60 - 40 i procenter i de professionelle kunders favør.

»Vi har behov for mere plads til at kunne servicere vores mange professionelle kunder, så vi får to afdelinger med hver deres indgang,« forklarer Bent Lerke Kristensen.

Byggemarkedets samlede areal øges med 2.000 kvadratmeter. Der er reelt tale om en fordobling.

»Vi får også cirka 30 nye parkeringspladser, som der er et stort behov for. Der er også tale om fordobling,« siger Bent Lerke Kristensen.

»Det øgede antal parkeringspladser og de ladestandere, der bliver opstillet, er obligatoriske lovkrav, som vi skal kunne levere på, når vi bygger til i den størrelsesorden, vi gør.«

Køb af Pilgaard et gennembrud

Allerede i 2008 begyndte de første snakke i bestyrelsen og ejerkredsen om at bygge til, men så kom finanskrisen, og det skrinlagde de igangværende planer.

Et afgørende gennembrud kom, da nabovirksomheden på Vestergade, Svend Pilgaard Automobiler A/S, for et par år siden forhørte sig om XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter havde interesse i at købe naboen og på denne måde få lettere ved at komme i gang med den ønskede udvidelse, fordi det lå i kortene, at der skulle et jordtilliggende til fra nabogrunden for, at byggeplanerne kunne gennemføres.

»Det var et gennembrud, og efter snakke i ejerkredsen og bestyrelsen og forhandlinger med repræsentanter fra Svend Pilgaard Automobiler A/S indgik vi en købsaftale, som betyder, at vi nu ejer vores nabo, og de har en lejekontrakt med os, så de kan drive deres virksomhed videre. Det var en god og afgørende aftale for begge parter, og det gav os et afgørende skub til at komme i gang med at bygge til,« siger Bent Lerke Kristensen.

Det er PN Tømrer & Byggefirma A/S i Randers, der har hovedentreprisen, mens lokale Ryomgård virksomheder, som bl.a. Gerstrøm Entreprenører og Ryomgård El ApS er med som underleverandører.

»Vi har lagt vægt på, at lokale håndværkere fik opgaver, og vi hilser med tilfredshed, at det er blevet sådan,« siger Bent Lerke Kristensen.

Hele molevitten forventes klar til brug om cirka et år for kunderne og de cirka 40 fuldtidsansatte, der ikke bliver flere trods den store investering.

»Det er ikke planen. Vi investerer i mere plads, fordi vi har et udtalt behov for det, og det vil også betyde mere plads til vores ansatte, som får bedre forhold at arbejde under og endnu bedre muligheder for at servicere vores kunder, der kommer fra hele Djursland,« siger direktøren.

Medarbejderne har de sidste par år kunnet mærke det boom, branchen generelt har været ramt af.

»Det har været vildt de seneste par år, hvor vores omsætning er steget med 30 mio. kroner plus moms. Det har været hektisk, og det har væltet ind med bestillinger i ordrebogen, så det er forståeligt, hvis vores ansatte har været tyndslidte, men de har virkelig kæmpet flot,« siger Bent Lerke Kristensen.

XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter undgik helt tilfælde af corona, mens pandemien var på sit højeste. Til gengæld har cirka halvdelen af medarbejderne, herunder chefen selv, været ramt i 2022.

Det er en livsstil for mig, og når jeg så er så heldig at arbejde sammen med et stærkt hold og oplever opbakning fra en stor kundeportefølje, så skal jeg ikke klage.
Direktør Bent Lerke Kristensen

Ingen dato på stop

Bent Lerke Kristensen fylder 16. november 64, men han har ikke sat dato på, hvornår han planlægger at stoppe.

»Det er slet ikke i mine tanker for at være helt ærlig, men når det bliver tilfældet, fortæller jeg det til de mennesker, der har krav på at vide det i god tid,« lover han med et smil.

Lige nu er hverdagen så spændende og attraktiv, at der er mange år i ham endnu. Han er ansigtet i XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter med den status og historie i virksomheden, som han har.

»Jeg går på arbejde med stor lyst hver dag og bruger masser af timer i ugen på Vestergade. Det er en livsstil for mig, og når jeg så er så heldig at arbejde sammen med et stærkt hold og oplever opbakning fra en stor kundeportefølje, så skal jeg ikke klage.«

»Vi får intet forærende, men det er der ingen, der gør i ret mange brancher. Jeg kan se, at vi gør en forskel for vores kunder, fordi vi har en stabil og veluddannet gruppe medarbejdere, og måske fordi er vi lidt flere ansatte sammenlignet med mange af vores konkurrenter.«