Stig Tøfting opereret for kræft
'Plæneklipperen' har været en tur på operationsbordet.
ddp
Følger man den tidligere AGF-spiller og nu mediepersonlighed og fodboldekspert, Stig Tøfting, på de sociale medier, så har man den seneste tid kunnet se, at den selfie-glade aarhusianer har haft nogle sting under sit højre øje.
Nu fortæller han til Ekstra Bladet, at stingene skyldes en operation for hudkræft, som han har været igennem.
»Det skulle bare fjernes. Mere ligger der ikke i det,« siger Stig Tøfting til avisen og understreger, at han har det godt.
Han fortæller desuden, at der ikke var tale om farlig eller fremskreden kræft.
I lørdags deltog Tøfting, der til daglig er fodboldekspert hos Viaplay, i kendis-fodboldturneringen Unicef Cup, der blev afholdt i Ceres Arena.