Fortsæt til indhold

XL-BYG Ryomgård har fundet en niche på to øer i Kattegat

Virksomheder og borgere på Samsø og Anholt er trofaste kunder hos XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter, når de skal købe cement, træ, pensler og maling.

Samfund

Det er de færreste, der sikkert ved, at der jævnligt afgår leverancer til Kattegatøerne Samsø og Anholt fra XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter.

Håndværkere, fastboende og sommerhusejere på Samsø har i snart 25 år været flittige til at bestille deres træ, maling og cement hos byggemarkedet i Ryomgård.

»Det kommer sig af, at vi havde en medarbejder, der som ung tog til Bygma i Aarhus, hvor han blev ansat som sælger. Han oplevede, at aarhusianerne ikke ville handle ret meget med ham, så en dag ringede han til håndværkere på Samsø, og her var interessen meget større,« fortæller direktør Bent Lerke Kristensen.

Efter et års tid var den pågældende medarbejder tilbage på Vestergade i Ryomgård, og han havde ikke glemt Samsø.

»Han spurgte pænt, om han måtte tage sine kunder fra Samsø med, og det fik vi arrangeret på en ordentlig måde. Siden da har vi formået at holde ved den niche, vi har derovre, og den er siden blevet udbygget væsentligt,« fortæller XL-BYG Ryomgårds direktør.

Samsø Transport kommer fast hver fredag og henter de bestillinger, der har været i ugen fra håndværkere, sommerhusejere eller de fastboende borgere på øen.
Direktør Bent Lerke Kristensen

Fast rutefart

Samhandlen med Samsø fungerer efter en helt særlig model, der involverer Samsø Transport.

»Samsø Transport kommer fast hver fredag og henter de bestillinger, der har været i ugen fra håndværkere, sommerhusejere eller de fastboende borgere på øen,« forklarer Bent Lerke Kristensen.

Ofte er fredagsturen ikke nok, så må Samsø Transport sejle fra Sælvig til Hou et par gange mere i ugen, køre turen til Ryomgård og samme vej tilbage.

»Vi tager som oftest til Samsø fire gange om året for at besøge vores kunder og høre til, hvordan det går, om der er ting, der skal laves om, og om der er noget man er utilfredse med. Samarbejdet fungerer forbilledligt set fra min stol,« lyder det fra en tilfreds direktør.

Bent Lerke Kristensen nævner, at det ikke just er små leverancer som afgår fra Ryomgård til Samsø.

»Det kan sagtens være ti pakker træ eller 12 paller cement, som vi oplevede det forleden. Jeg må rose vores lagermedarbejdere i denne forbindelse, for de er garanter for, at tilfredshedsraten er stor. De sikrer, at kunderne får nøjagtigt, hvad de har bestilt, og er hele tiden ajour med, hvad der skal til Samsø, så Samsø Transport ikke kører forgæves.«

Anholt også med

Anholt, ca. 50 km nordøst for Djursland, er også hoppet med på vognen.

»Det kom sig i sin tid af, at de to brugsuddelere på Samsø og Anholt snakkede sammen og uddeleren på Anholt hørte, at man på Samsø var tilfredse og at samarbejdet med XL BY Ryomgård gik godt. Via tidligere brugsuddeler Karen Konge, som nu driver Spar Konge, på Anholt blev kontakten knyttet, og siden har vi kørt til Anholtfærgen på Grenaa Havn næsten dagligt. Afhentningen på Anholt organiserer man selv på øen,« fortæller Bent Lerke Kristensen.

På Anholt er der både en murer- og tømrermester, men også mange sommerhusejere, mange med bopæl på Sjælland, der bestiller varer hos XL-BYG Ryomgård.

»Da vi kom i gang, bredte det sig som en steppebrand, at vi leverede til Anholt. Med Karen Konge som tovholder har vi fået et fortrinligt samarbejde med øens borgere.«

Som kunde kan man handle via Spar Konge. Så kan varen senere hentes på Havnen.

Er bestillingen større end en kuffert, må der træffes aftale med Anholt Vognmandsforretning, eller man må selv stå for afhentningen.

»Alt under 2.500 kroner skal der ikke spørges om. Er det tre pensler, som en sommerhusejer skal bruge i weekenden, bliver de noteret til Karen Konge. Vi får bestillingen sendt over, og Karen Konge får en lille bonus for sit arbejde.«

Bent Lerke Kristensen er af gode grunde svært tilfreds med samarbejdet med de to Kattegatøer, som tilfører en pæn årlig omsætning til XL-BYG Ryomgård Tømmerhandel & Byggecenter.