Fortsæt til indhold

Covid-19 sætter trist aftryk på klimaregnskab

Værmidler og testkits er medvirkende årsag til, at klimaregnskabet i Region Midtjylland viser, at CO2-aftrykket er øget med 16 procent.

Samfund
gs

Regionens klimaregnskab for 2021 viser, at koncernens CO2-udledning er øget med 107.000 tons. Det svarer til en stigning på 16 procent i forhold til 2020.

Regionens ekstraordinært store forbrug af corona-relaterede varer er en stor klimasynder. Det er indkøb af for eksempel testkits, engangskitler, handsker, mundbind og visirer. Alene forbruget af testkits mv. i indsatsen mod Covid-19 har øget regionens klimaaftryk med 100.000 tons CO2.

»Stigningen er desværre ikke i tråd med vores målsætninger. Vi har ambitioner om at knække CO2-kurven og nedbringe regionens udledning væsentligt de kommende år. Men klimaregnskabet viser, hvor komplekst det i virkeligheden er at arbejde med bæredygtighed og klima i en organisation som vores, når en pandemi som Covid-19 rammer,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Grønne indkøb

Af regionens samlede klimaaftryk udgør indkøb og forbrug af varer og tjenesteydelser nu 84 procent, mens energiforbruget på hospitaler, institutioner og regionshuse udgjorde tre procent af klimaaftrykket i 2021.

»Under pandemien var vi nødt til at sikre vores medarbejderes og borgernes sundhed med værnemidler og testkits, men det er jo desværre køb og smid væk og på ingen måde godt for klimaet. Vi er afhængige af særlige produkter i sundhedsvæsnet, men de skal også udvikles mere bæredygtigt, så vi kan købe grønnere ind. Den mulighed har vi desværre ikke altid på det kliniske område,« siger Anders Kühnau.

Region Midtjylland har i en årrække arbejdet på initiativer, der kan reducere forbruget og øge den cirkulære økonomi. Men det er et langt sejt træk, der blandt andet kræver, at der bliver stillet krav til produktionen af hospitalernes forbrugsvarer, leverandørerne, minimering af spild, forbrug og håndtering af affald.

»Covid-19 har bøjet i neon, hvor vigtige vores klimaindsatser er - også selv om hospitalsvæsnet er en stor skude at vende. Vi har stort fokus på, at vi i højere grad går fra engangs- til flergangsprodukter, at affald skal kunne genanvendes med korrekt sortering, og at vi stiller de rigtig krav i udbuddene, så det kan ske,« siger Anders Kühnau (S).