Få styr på jobsøgningen med psykolog Thomas Markersen
Jobsøgningsnetværket Senior Erhverv Kronjylland holder inspirationsdag og workshop, hvor der stilles skarpt på energi og handling i jobsøgningshverdagen
Onsdag den 5. oktober er der inspirationsdag og workshop arrangeret af jobsøgningsnetværket Senior Erhverv Kronjylland.
Der vil være oplæg om hjernens funktion blandt andet med cases fra psykologens hverdag med jobsøgende og myter fra det gamle Grækenland, som er mere vedkommende, end man lige skulle tro. Der er refleksionsøvelser og gensidig coaching undervejs.
Psykolog Thomas Markersen kommer blandt andet ind på at skelne mellem aktivitetsmål og præstationsmål, at anerkende sig selv for indsatsen og ikke for resultatet samt andre enkle råd og retningslinjer, så man vinder i hverdagen.
Thomas Markersen er praktiserende psykolog og har arbejdet indgående med coaching og sparring i erhvervsliv og organisationer. Han er kendt som debattør og ekspert i medierne og har arbejdet indgående med rekruttering, tests og jobsamtaler.
Arrangementet foregår hos Senior Erhverv på Dannevirkevej 20 i Randers NØ. Tilmelding er nødvendig til kronjylland@seniorerhverv.org. Der er entré for ikke-medlemmer af Senior Erhverv.