Fortsæt til indhold

Det nye kaoskryds? Festivalvej forvirrer fortsat bilisterne

Kommunen varsler et nyt skilt. Hvis det heller ikke virker, har man et nyt i baghånden.

Samfund

Kan du huske farcen med ’Kaoskrydset’ nede ved Dokk1? Det var et t-kryds, der voldte kommunen problemer gennem årevis og skabte flere farlige situationer, før man til sidst, efter adskillige forfejlede forsøg, fandt en tålelig løsning.

Men nu er farcen fra Mindet måske afløst af en fadæse ved Eskelunden. I hvert fald bringer kommunens kamp for at finde ordentlig løsning mindelser om ’Kaoskrydset’.

Lokalavisen Aarhus ad flere omgange omtalt de farlige situationer, der opstår, når bilister, der kommer fra Åhavevej og vil op på Viby Ringvej, ender med at benytte den nye festivalvej. En lille vej, der kører parallelt med tilkørslen til Viby Ringvej, men som kun må benyttes af shuttlebusser, taxaer, lastbiler og lignende ved større arrangementer på Eskelunden.

Flere af avisens journalister benytter dagligt tilkørselsrampen og kan konstatere, at det problem langt fra er løst endnu. En vurdering, som den ansvarlige hos Natur og Miljø under Teknik og Miljø, Niels Jørgen Friis, er enig i.

»Jeg vil ikke sige, at det er et markant problem mere, for det er aftaget væsentligt. Men det er stadigvæk en udfordring, og det er vi opmærksomme på.«

Sådan ser det ud, når man kommer fra Åhavevej og enten skal ud på motorvejen eller op til Viby Ringvej. Foto: Danni Paulsen

Prøver med nyt skilt

Til at starte med var der bare tykke, afbrudte vejstriber på vejen. Det virkede ikke. Så opsatte kommunen 17 kantafmærkninger til at agere afspærring, men det var en midlertidig løsning. Dernæst forkortede man de afbrudte vejstriber, så bilisterne skal foretage et lidt hårdere drej for at komme ind på vejen. Heller ikke det forhindrer forvirrede bilister i at forvilde sig ind i det forkerte spor.

»Nu har vi foreslået politiet en supplerende skiltning, som er til sikkerhedsvurdering i øjeblikket. Jeg vil ikke sige, hvad forslaget er, for det kan være, at det bliver ændret lidt, men jeg kan bare sige, at man tydeligt kan se, at det ikke er tilladt at dreje ind dér.«

Men der er jo allerede et skilt?

»Ja, og folk forstår ikke at læse det. Derfor vil vi supplere med et skilt, som helt klart tydeliggør, at der er indkørsel forbudt i det område.«

Kan I ikke bare etablere en bom?

»Vi anser det for at være for besværligt. Både i forhold til, når banen endelig skal bruges til arrangement, men vi kan også godt være nervøse for, at der med sådan en løsning kan være risiko for, at folk kører ind i det en mørk aften.«

»Og kantafmærkningerne var kun en midlertidig løsning og ikke noget, man kan have stående permanent. Hvis de skal stå derude på plastikfødder, så ender det med, at det halve af dem vælter, og så bliver det både sikkerhedsmæssigt uforsvarligt og endnu mindre kønt at se på.«

Det er ved sammenfletningen, at faren for alvor opstår. Foto: Danni Paulsen

Nyt skilt i baghånden

Der, hvor problemet reelt opstår, og hvor det bliver farligt, er for ende af vejen, hvor tilkørselsrampen og festivalvejen mødes. Her er der i dag sammenfletning, og der lader ofte til at opstå forvirring, når bilister fra hver sin vej mødes i høj fart.

Niels Jørgen Friis mener dog ikke, at der skal laves hajtænder, så biler på festivalvejen tvinges til at holde tilbage, hvormed incitamentet til at tage den vej mindskes.

»Når der er arrangementer, skal shuttlebusser, taxaer, forældrebiler eller andet kunne flette sammen med den øvrige trafik. Og i det tilfælde tror jeg, at alle vil være opmærksomme.«

»Det farlige lige nu er efter min overbevisning, at de, der tager shuttlebusbanen, tror, at de har forkørselsret, fordi de tror, at de har taget den rigtige bane. Men når folk bruger den i forbindelse med store arrangementer ved de godt, at det er en supplerende vej til hovedvejen.«

Kan du godt se, at den her sag bringer mindelser om kaoskrydset ved Dokk1, hvor man i årevis famlede efter en ordentlig løsning?

»Jeg vil sige det på den måde, at skiltningen derude er klar nok, og afmærkningen viser klart og tydeligt, at man ikke skal køre ind. Men jeg kan godt se, at når man kommer med 80 km/t, så ser man måske ikke detaljerne og man handler bare intuitivt og holder til højre til ringvejen. Vi havde nok regnet med, at folk var mere klar over færdselsreglerne, end de har vist sig at være, så derfor har vi justeret undervejs. Men det er åbenbart stadig ikke tydeligt nok.«

Og hvis det ikke virker med endnu et skilt? Hvad er jeres næste skridt så?

»Så har vi endnu et skilt i baghånden, som vi kan prøve med.«