»Her sladrer vi ikke - vi vender bare de ting, der sker«

Lyset er slukket i det lille lokale i Det Kreative Hus, men allerede inden man nærmer sig lokalet, afslører en ivrig snak, at her foregår noget.

»Nej, nej, du skal ikke tænde lyset. Vi skal jo spare,« siger en af kvinderne rundt om bordet, og de andre stemmer i med høje grin og mere snak. Og den er der rigelig af. Snakken altså, men også grinene.

Der er 15 kvinder i Q60, men i dag er kun 13 mødt op. De sidder ret klemt i lokalet, og har selvfølgelig lavet to borde, for man skulle jo helst ikke sidde 13 om ét. På de to borde står tallerkener med kagerester, kaffekopper og kander som blander sig med strikkegarn og højskolesangbøger.

»Vi starter og slutter altid med en sang. Det er så hyggeligt, og man bliver glad og godt tilfreds af at synge,« er der en, der siger.

Fordi der hele tiden snakkes, er det svært for avisens udsendte at holde styr på, hvem der sige hvad, men i løbet af de to timer, Q60 mødes, ryger der mange guldkorn henover bordet.

Sammen med skraldespanden

Q60 opstod for flere år siden. mange af kvinderne, som gik til gymnastik sammen og også delte interessen for at strikke, og kom til at tale om, at det da var tåbeligt at køre hele vejen til Auning for at gå i strikkeklub.

»Så lavede vi da bare selv en. Her i byen. det hele skal jo ikke foregå i Auning,« siger Lilian Nielsen, som var med til at starte det. I dag er det i øvrigt hende, der har skullet stå for at læse op, og hun har valgt Flipperen af H.C. Andersen.

Der hygges igennem i forsamlingen med anekdoter, jokes, en gåde, sang, oplæsning, kage, lyden af strikkepinde og dampende varm kaffe.

Og der er ikke tale om en lukket klub. Hvis man bare er kvinde og over 60, så må man være med. Man behøver faktisk ikke engang at kunne strikke.

De mødes hver anden onsdag i lige uger.

»Vi kan huske det på, at det er sammen med skraldespandende. De bliver nemlig tømt onsdage i lige uger.«

»Det gør min altså ikke. Det er ulige uger, men jeg kan nu godt huske det alligevel,« lyder det fra bordenden til de andres morskab.

Alle sidder med strikketøj, men de strikker kun noget, som kræver så tilpas lidt opmærksomhed, at de kan snakke samtidig, for det sidste er alligevel det vigtigste.

»Vi sidder ikke og sladrer, men vi vender alt, der sker i byen. Det kan være et arrangement på kroen eller en ny butik. Heldigvis er der nok at snakke om.«

»Der er nogen, der kalder Allingåbro for en spøgelsesby, men det synes jeg virkelig ikke, det er. Her er jo masser af butikker og ting at give sig til,« følger en anden op.

45 ting

De ældste, Ida Taasti, er 89 og den yngste Ulla Justesen er 67. Faktisk kender hun baglokalet her særdeles godt, for indtil for fem år siden sad hun her hver dag og lavede regnskaber blandt meget andet i el-installationsforretningen, som hun ejede med sin mand.

De fleste af kvinderne har boet i byen i mere end 40 år, ganske få er indfødte, hvilket jo som bekendt er en svær titel at opnå i små samfund som Allingåbro, uanset hvor mange år, man må have boet her.

Selv om kvinderne gennem alle årene har vidst, hvem hinanden var, så giver det alligevel noget andet at mødes på den her måde.

»Det er hyggeligt samvær. Jeg kommer her for det sociale og for at føle, at jeg lige som er med i noget,« siger Bente Jensen, også kendt som den tidligere købmand på bakken.

»Ja, der er jo ikke så meget for sådan nogle på vores alder,« siger én og det sætter gang i snakken om, hvad der egentlig findes af aktivitetstilbud i Allingåbro.

»Der var engang en, der sagde, at man ville kunne gå til 45 ting her i byen, hvis man ville. Altså, hvis alder ikke bliver taget i betragtning,« siger Ulla Justesen, og de næste ti minutter går med at remse aktiviteter op.

Der er golf, petanque, gåture og gymnastik, fællesspisninger på kroen og i beboerforeninger, cross, badminton, slægtsforskning på rådhuset, cykelklub, veteranbiler og skatebane.

»Jamen, der er da måske mange flere ting her i byen, end man lige tænker over. Men skatebanen er ikke lige noget for os, selv om jeg altid gerne har villet stå på rulleskøjter, men det er jo nok for sent nu,« griner en af Q’erne.

»Men det er nu dejligt at komme her, for det betyder også, at det er nemmere at finde nogen at følges med, hvis man gerne vil til noget andet. Det kan være svært at komme afsted selv.«

Det koster 25 kroner pr. gang. Fem kroner går til kaffen, og 20 kroner går til det Kreative Hus for lån af lokalet.