Fortsæt til indhold

»Vinterpakke hjælper kun landdistrikterne delvist«

Landdistrikternes Fællesråd hilser hjælp velkommen, men frygter, at energikrisen vil koste virksomheder livet.

Samfund
ear

Aftalen om inflationshjælp til borgere, virksomheder og kultur- og foreningsliv, som et bredt flertal i Folketinget præsenterede i fredags, får ros med på vejen fra Landdistrikternes Fællesråd, selv om organisationen også peger på, at det ikke er tilstrækkeligt.

Desværre er det landdistrikterne, der samlet set er hårdest ramt af prisstigningerne. Vinterpakken vil hjælpe på nogle punkter, men jeg frygter, at det ikke er nok til at holde hånden under arbejdspladser og andre vigtige funktioner i landdistrikterne.
Steffen Damgaard, formand Landdistrikternes Fællesråd

Aftalen indeholder blandt andet en indefrysningsordning for borgere og virksomheder, midlertidig sænkelse af elafgiften og penge til at udskifte gasfyr og udrulle fjernvarme.

»Vi har den seneste tid set mange eksempler på lokalsamfund i landdistrikterne, hvor vigtige funktioner såsom dagligvarebutikken, bageren, bussen og i nogle situationer skolen, efterskolen og idrætshallen er lukningstruede som følge af de eksplosive prisstigninger på energi. Derfor er det særdeles vigtigt, at et politisk flertal nu tager ansvar og hjælper de borgere og virksomheder, der er ramt af stigende priser, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, i en pressemeddelelse.

»Desværre er det landdistrikterne, der samlet set er hårdest ramt af prisstigningerne. Vinterpakken vil hjælpe på nogle punkter, men jeg frygter, at det ikke er nok til at holde hånden under arbejdspladser og andre vigtige funktioner i landdistrikterne,« tilføjer han.

Formanden påpeger, at initiativerne kun giver en mindre håndsrækning til de energitunge virksomheder, butikker og samfundsfunktioner i landdistrikterne. Ifølge Landdistrikternes Fællesråd er der behov for et særskilt initiativ, som kan hjælpe flere af de typer af virksomheder og samfundsfunktioner til energiomstilling for derved at sikre deres overlevelse.

Landdistrikternes Fællesråd henviser til, at også dagtilbud, skoler og det lokale foreningslivs faciliteter er svært udfordrede af de stigende energipriser. Her er det vigtigt med midler til at kunne omstille sig til grønnere energikilder, der på sigt kan hjælpe dem ud af klemmen, mener organisationen.