Mjød fra Røgen kåret til årets bedste
Brygmester Benny Præstegaard fra Gefion Bryghus deltog for første gang i 'Dansk Vinskue'. Hans to mjød gjorde det overordentligt godt.
Foreningen Dansk Vin (FDV) holdt 17. september sin årlige konkurrence ’Dansk Vinskue’ på Comwell i Køge, og her løb lokalt produceret mjød med en bronze- og en guldmedalje.
I år deltog 84 medlemmer med tilsammen næsten 300 vine fordelt i 20 kategorier, som eksempelvis hvidvin, isvin, cider og mjød.
Den lokale mjød, som løb med medaljer, er fra Gefion Bryghus i Røgen.
Brygmester Benny Præstegaard deltog for første gang og havde tilmeldt to forskellige mjød. Den ene var hans æblemjød, som laves af dansk lokal honning, og æbler fra naboernes haver. Æblemjøden modtog en bronzemedalje og fik blandt andet følgende kommentar med sig fra dommerne, oplyser Benny Præstgaard i en mail til redaktionen:
»Flot ren smag, fin honning-intensitet.«
Den anden ”deltager” fra Gefion Bryghus var en rabarbermjød. Heri er dansk lokal honning hentet fra omkring Gjern Bakker og så rabarber fra blandt andet Benny Præstgaards egen have. Dommerne belønnede den med en guldmedalje og titlen ’Årets Mjød 2022’. Den fik følgende ord med på vejen:
»Flot balance, især syren og friskheden må fremhæves. Fine honningnoter. Elegant og kompleks. Bravo!«
Benny Præstgaard oplyser, at han allerede er i gang med at finpudse både Æblemjød og Rabarbermjød, så de kan være med i de store europæiske konkurrencer.
»Så verden forhåbentligt får øjnene op for dansk produceret mjød,« siger han.