Lukker tre veje permanent: Her kommer der mindre trafik
Beboerne på Christiansbjerg får mindre gennemkørende biltrafik fra 2023.
Aarhus Byråd har vedtaget, at Trondhjemsgade, Stavangergade og Bergensgade bliver lukket permanent. Og samtidig bliver der etableret hastighedsdæmpning og parkeringsforbud på Frederikshaldsgade.
Dermed får beboerne på Christiansbjerg ikke længere den gennemkørende trafik, som lokalt har skabt utryghed for skolebørn og andre bløde trafikanter.
Beslutningen kommer efter længere tids dialog mellem Christiansbjerg Fællesråd, vejlauget Nullet og Aarhus Kommune.
»Beboerne på Christiansbjerg har været meget engagerede, og har givet nogle værdifulde input, der er med til at sikre at hverdagslogistikken fungerer for dem, når vi lukker flere veje i kvarteret. Det har været en længere, men meget givtig proces, og jeg er glad for, at vi nu i fællesskab har fundet frem til en permanent løsning,« siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Lukningerne af Trondhjemsgade, Stavangergade og Bergensgade vil begrænse adgangsforholdene for bilister, mens cyklister og fodgængere frit kan passere gennem området.
Lukningerne vil flytte den gennemkørende trafik til de større veje i området, herunder bl.a. Frederikshaldsgade, hvor der derfor bliver etableret hastighedsdæmpning og parkeringsforbud
»Vi ville i virkeligheden allerhelst have Langelandsgade genåbnet ved Stjernepladsen. Men når det ikke kunne lade sig gøre, er vi endt med en god løsning. Vi er blevet inddraget i mange omgange, og der er blevet lyttet,« siger Miam Nygaard, bestyrelsesmedlem i Christiansbjerg Fællesråd.
De permanente vejlukninger og tiltagene på Frederikshaldsgade forventes at blive etableret i løbet af 2023. De midlertidige afspærringer opretholdes indtil da.
I perioden oktober 2019 til oktober 2020 gennemførte Aarhus Kommune en forsøgslukning af Trondhjemsgade, Stavangergade og Bergensgade efter ønske fra Christiansbjerg Fællesråd og vejlauget Nullet - og nu bliver det altså snart en permanent realitet.