Fortsæt til indhold

Ny kampagne skal øge fokus på madspild

På Danmarks nationale madspildsdag opfordrer fødevareminister Rasmus Prehn danskerne til at tage medansvar sammen. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Samfund
sas

Stigende fødevarepriser presser i øjeblikket mange danskeres madbudgetter til bristepunktet. Alligevel viser nye tal fra tænketanken One Third, at masser af mad tager den direkte vej fra køleskabet til skraldespanden.

Fødevarestyrelsen skyder sammen med fødevareminister, Rasmus Prehn, en ny kampagne i gang, der skal skabe øget fokus på madspild og hjælpe alle til at tage mere ansvar for maden, inden den ender i skraldespanden.

»Når godt 26 mio. madpakker hvert år havner i skraldespanden sammen med ca. 100 mio. kartofler, 80 mio. gulerødder og 5,8 mio. rå stykker kylling, så er det i mine øjne et udtryk for, at vi på trods af forskellige indsatser simpelthen ikke har rykket os nok – og det skal vi i fællesskab blive meget bedre til i en tid med stigende fødevarepriser og markante klimaudfordringer,« siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Selvom vi i de senere år har haft stort fokus på hele madspildsdagsordenen, så taler de nyeste tal sit helt klare og tydelige sprog. Der er fortsat store udfordringer på området, der skal tages hånd om.
Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i madspildstænketanken One Third

Kampagnen ’Ta’ Madansvar’ skydes i gang på årets nationale madspildsdag 29. september i forlængelse af, at madspildstænketanken One Third netop har præsenteret en række nye markante tal om danskernes madspild.

Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i madspildstænketanken One Third, siger:

»Selvom vi i de senere år har haft stort fokus på hele madspildsdagsordenen, så taler de nyeste tal sit helt klare og tydelige sprog. Der er fortsat store udfordringer på området, der skal tages hånd om. For når godt 11 mio. æg om året – altså 30.000 æg hver eneste dag – finder vej til skraldeposen i stedet for morgenbordet, så er der fortsat lang vej igen. En af Tænketanken One Third’s vigtige opgaver er at få udarbejdet disse rapporter. For begynder vi at måle madspildet, kan vi også bedre agere og finde de rigtige løsninger, der kan medvirke til at reducere madspild.«

Formålet med den nye kampagne er, at langt mere mad skal spises – ikke spildes. Hvert år smider danskerne nemlig 250.000 tons mad ud hjemme i køkkenerne. Det svarer til, at hver dansker drøner 60 måltider direkte i skraldespanden. Heldigvis er der ifølge Nikolaj Veje, direktør i Fødevarestyrelsen, godt nyt til alle, der vil bidrage til at sikre, at mere mad havner i maven i stedet for skraldespanden:

»Den stigende brug af diverse madspildsapps tyder på, at danskerne har de bedste intentioner, men vi kan desværre bare konstatere, at udfordringen fortsat er helt enorm – også hjemme i vores egne køkkener. Derfor giver vi nu danskerne en række helt konkrete råd til, hvordan vi med relativt simple adfærdsændringer kan skåne både klima og egen pungepung. For ét er de gode intentioner, men hvis vi virkelig skal problemet til livs, er vi også nødt til at vide, hvor og hvornår madspildet opstår. Derfor kan det være en god idé at følge sit madspild i en uge, som er bare ét af de værktøjer, vi nu lancerer – og så har vi selvfølgelig et godt fif til, hvordan maden havner på tallerkenen næste gang,« siger Nikolaj Veje.

Foruden muligheden for at følge sit madspild består ’Ta’ Madsansvar’-kampagnen også af to skabeloner til skilte, som kan klippes ud og bruges i køleskabet. Et ”Spis mig”-skilt til de madvarer, der skal spises snart – og et ”Nix pille. Jeg er til aftensmaden”-skilt, der reserverer madvaren til aftensmaden, så der ikke skal handles ind igen.