Ulstrup fejrer Lyserød Lørdag med familiehyggetur
Lørdag 8. oktober trækker Ulstrup i lyserødt til fordel for brystkræftsagen. Kom og oplev cykeltur, løb eller gåtur, hvor hele familien kan deltage og støtte op om en vigtig sag.
Hvert år ændrer verden sig på et splitsekund for hver og én af de knap 5.000 danske kvinder, der får konstateret brystkræft. De bliver ufrivilligt del af en kedelig statistik af de knap 74.000 kvinder, der lever med brystkræft i Danmark. Og det er netop derfor, frivillige i Kræftens Bekæmpelse og lokale erhvervsdrivende landet over samles omkring den lyserøde festdag. Fordi ingen bryster skal have kræft.
»Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark. 9,3 pct. af kvinder rammes af brystkræft, inden de er fyldt 75 år. Og det rammer ikke kun kvinden selv, men også familie og venner, som pludselig bliver pårørende til en brystkræftpatient. Det er derfor, vi sætter fokus på og samler penge ind til brystkræftsagen 8. oktober,« siger Aase Leth Damgaard, fra Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Favrskov, i en pressemeddelelse.
Lyserød Lørdag bliver fejret ved Hallen i Ulstrup. Herfra vil familieturen tage sin start. Turen på 6 km bliver sat i gang kl. 10 – indskrivning fra kl. 9.30. Startgebyr 30 kr. for børn og 60 kr. for voksne - udover at støtte brystkræftsagen får voksne en t-shirt ( efter først til mølle princippet ) og der vil være små overraskelser til børn og vand og frugt. Beløbet betales med MobilePay.
Lyserød festdag for alle
Lyserød Lørdag er en tilbagevendende begivenhed under den landsdækkende kampagne Støt Brysterne. Lyserød Lørdag afholdes i år for 15. gang. Ulstrup har været med fire gange.
»Vi er meget taknemmelige over det store engagement, vi møder fra Ulstrup og omegns erhvervsliv, foreninger og borgere. For eksempel er t-shirten sponseret af Xl-Byg Thorsø sammen med Tømrermester Hans Rasmussen, TG Byg og Tømrefirmaet Ebbe Kjær Madsen, og vand og frugt er sponseret af Dagli’ Brugsen Ulstrup. Det er fantastisk at mærke en hel by stå sammen og bakke op om en vigtig sag. Vi glæder os til at byde alle velkommen til dette års Lyserød Lørdag,« siger Aase Leth Damgaard.
I år har fem frivillige meldt sig under de lyserøde faner i Ulstrup og er, sammen med det lokale erhvervs- og foreningsliv, ved at lægge sidste hånd på familiehyggeturen.