Fortsæt til indhold

Nysgerrigheden på naturen har fulgt Jens Peter Mølgaard fra barnsben og til Feldballe

Jens Peter Mølgaard byttede sin forskerstilling på Aarhus Universitet ud med livet på Friland, en engageret tilværelse i Feldballe og et arbejde med mennesker, hvor han skaber glæde ved den natur, han selv forelskede sig i som barn.

Samfund

Jens Peter Mølgaard løb i sine spæde barndomsår rundt på sine forældres landsted i Vonge vest for Horsens og undersøgte det rige dyreliv. I vandhullerne studerede han guldsmedelarvernes mystiske metamorfose, på jorden myrernes sirlige vandringer på geled, og hans nysgerrighed fik ham til at lave små eksperimenter rundt om på den fædrene gård.

De herboende arter, der Foto: Søren Brunsgaard Ladefoged

Kimen var sået tidligt for, at han skulle beskæftige sig med jorden og naturen, og i mange år var det landbrugsforskningen, der hev i ham. Men efter 13 år som forsker trak han i 2005 stikket, kort efter han rykkede ud på Friland i Feldballe. Forskningen og nysgerrigheden var for Jens Peter Mølgaards vedkommende druknet i papirarbejde og administration.

I stedet tog han vikartimer i folkeskolen og som pædagog. Et markant skifte, som han blev konfronteret med for nylig ved en gymnasie-genforening, fortæller han.

»Der var enkelte, der var overraskede over, at jeg havde valgt at gå den vej. I gymnasiet var det udelukket, at jeg skulle arbejde med mennesker på den måde. Men i dag er jeg enormt taknemmelig over, at jeg har fået muligheden for det. I mødet med børnene har jeg kunnet mærke, at jeg kunne dele glæden og nysgerrigheden ved naturen, jeg selv fandt som barn. Jeg kan give alle ’aha-oplevelserne’, jeg selv har haft, videre. Det er spændende,« siger Jens Peter Mølgaard.

Ånden i Feldballe

Jens Peter Mølgaard sidder og fortæller midt i Feldballes lokalt- og andelsejede købmandsforretning Kooperativet, hvor den 61-årige går til hånde til dagligt. For 20 år siden rykkede han, hans daværende hustru og deres fælles tre børn teltpælene op fra et landsted mellem Aarhus og Viborg for et lod på Friland og mere tid til familien.

»Jeg har været med fra start. Jeg var ikke med til at tænke de første tanker, men jeg og min familie rykkede herud, da de åbnede for tilflytning,« siger han.

»Min daværende kone og jeg havde læst i København og arbejdede begge på Foulum (Center for Fødevarer og Landbrug under Aarhus Universitet, red.). Karrieren og forskerjobbet fyldte mere og mere, og jeg havde mindre tid til min familie. Samtidig fik jeg øjnene op for at bygge selv, og vi kunne bo mere økonomisk på Friland.«

I dag bor han i det samme hus. Hans forhenværende hustru bor også på Friland. Et af deres tre børn er nu også vendt hjem til Feldballe og Friland, og det betyder, at Jens Peter Mølgaard nu også har sine børnebørn tæt på.

»Det er fantastisk at kunne følge dem tæt på,« siger han.

Arbejdstiden har han skruet ned på, og selvom børnebørnene får en hel del af opmærksomheden, har Jens Peter Mølgaard mange jern i ilden. Han er formand for distriktsrådet, aktiv i Frilands arbejdsgrupper, frivillig i Kooperativet, og så er han med i en projektgruppe, der arbejder på at etablere nyt boligbyggeri i Feldballe.

Feldballes nyere historie byder på mange projekter drevet af passionerede borgere og frivillige. Friskolens succeshistorie på bagkant af kommuneskolens lukning, den selvejende hal, der netop har hevet 200.000 kroner ud til at anlægge paddle tennis-bane, Kooperativet, der opstod af en købmandslukning samt anlægsprojekter for unge som skateparken og multibanen.

»Vi har en optimisme og en tro på, at landsbyen som helhed er levedygtig og skal udvikles. Det kan vi godt som dem, vi er nu, men jeg tror på, vi kan klare at være flere. Og vi har noget at byde på, ser det ud til. Ikke mange huse står tomme længe, fordi skolen er her som et aktiv, og her er et aktivt liv.«

Ifølge Jens Peter Mølgaard er der en en særlig ånd i Feldballe.

»Jeg tror, det startede med skolen, der for nogen i hvert fald så ud som et håbløst projekt, men der var en del kræfter, der vågnede, da det var påkrævet. Succesen har måske givet flere mod til at tænke: ’Kan vi dét, kan vi nok også...’,« siger han og fortsætter:

»Vi ved godt, ting ikke sker af sig selv, men at vi kan, hvis vi sætter os noget for. Ånden herude er ret optimistisk - fandenivoldsk, om man vil. Der er en følelse af: ’Det vil vi, det kan vi, men det kræver blod, sved og tårer.’ Vi går lidt med den der tanke: ’Alt kan lade sig gøre. Det umulige tager bare lidt længere tid.’«

Bedre end forventet

Bosat på Friland gennem 20 år har Jens Peter Mølgaard været med fra starten og samtidig set stedet udvikle sig fra den oprindelige idé, som han selv købte ind på og til det, det er i dag. Det djurslandske økosamfund består af et mangfoldigt udvalg af mennesker, der hver især bringer forskellige kompetencer og baggrunde med sig.

Men mangfoldighed som ideal giver også sine udfordringer, forklarer han.

»Der har været - og er - udfordringerne, vi nok ikke rigtig havde set komme. Nogle af de udfordringer, har vi selv bedt om, for kernen i Friland er mangfoldighed. Forskellighed er også vores styrke, og der er så mange forskellige kompetencer, men udfordringen er omvendt, at vi ikke altid taler samme sprog. Selvom vi bruger de samme ord, forstår vi noget forskelligt,« siger Jens Peter Mølgaard.

Eksempelvis peger han på, at det kan være fortolkningsdiskussioner af de vedtægter eller rammevilkår, som Friland kører under, der kan give knaster eller uenigheder. Så må vedtægterne specificeres eller justeres.

Men man lærer af det, understreger Jens Peter Mølgaard og citerer sin nabo Steen Møller, der var med til at grundlægge Friland, når økosamfundet skal opsummeres.

»Når han blev bedt evaluere på Friland sagde han: ’Det er ikke blevet det, jeg forventede. Det er blevet bedre.’ Det vil jeg give ham ret i,« siger Jens Peter Mølgaard.

I øjeblikket bor der i 75 voksne og omkring 40 børn på Friland fordelt på i alt 40 matrikler. Økosamfundet er blevet udvidet arealmæssigt ad to omgange, forklarer Jens Peter Mølgaard og har nu nået - efter hans mening - sit maksimum.

Rønde, Randers eller Risskov

Selvom samfundet Friland sandsynligvis ikke udvides yderligere, er det langt fra slut med at arbejde for mere plads og flere fællesskaber i Feldballe for Jens Peter Mølgaards vedkommende. Han er som førnævnt også med i en arbejdsgruppe, der undersøger mulighederne for at etablere nogle bofællesskaber - enten som leje-, andel-, ejerboliger eller måske noget fjerde - for Jens Peter Mølgaard ønsker selv at kunne bo i Feldballe i et fællesskab, når tiden kommer til at rejse i noget mindre.

»Når man ender med at sidde i for stort et hus, fordi børnene er flyttet hjemmefra, og man måske er blevet alene af den ene eller anden grund, og gerne vil i noget mindre, rykker folk typisk til Rønde, Randers eller Risskov, hvor der er større udbud. Jeg har mødt nogle, der tænker: ’Vi har det så godt her i landsbymiljøet og vil gerne blive’. Der er nogen, der er tiltrukket af tanken om, at vi kunne lave noget fælles,« siger han og fortsætter:

»Personligt så jeg gerne - måske om ti år - at der var et sådant fællesskab. Gerne før, men jeg kan godt vente. Jeg ved også, at skal det stå der om ti år, er det ikke først om syv år, ønsket skal siges højt. Skal vi have tid til at gennemtænke og undersøge mulighederne, er det på høje tid at komme i gang.«

Ånden herude er ret optimistisk - fandenivoldsk, om man vil. Der er en følelse af: ’Det vil vi, det kan vi, men det kræver blod, sved og tårer.’ Vi går lidt med den der tanke: ’Alt kan lade sig gøre. Det umulige tager bare lidt længere tid.’
Jens Peter Mølgaard

Sammen med Region Midtjylland og Syddjurs Kommune har arbejdsgruppen afsøgt forskellige muligheder for, hvordan et sådant fællesskab kan se ud og rejst på studieture til lignende steder. Erfaringerne er i skrivende stund ved at blive sammenfattet i en rapport, og imens brainstormer arbejdsgruppen på store og små detaljer om, hvordan det kunne se ud med husordner, faciliteter, antal boliger og areal, fortæller Jens Peter Mølgaard.

Intet papirarbejde

Senest har Jens Peter Mølgaard sammen med andre frivillige kastet sig ind i ’Vild natur Feldballe’, hvor et areal mellem hallen og Friland skal have lov at gro til i herboende plantearter i bæredygtighedens navn, så der bliver en ’vild’ plads, der både kan inspirere til leg og læring.

»Lige nu er vi på jagt efter et stort, væltet egetræ, der kan lægges dér, hvor børnene kan klatre og kravle, men som også kan være insekthotel. Sådan et, hvor barken brækkes af, og man kan se ind og se, hvad der foregår i sådan en stamme,« siger Jens Peter Mølgaard.

»Det tager nogle år at få det udbredt i hele området dér, men på en måde bliver det aldrig færdigt.«

Foto: Søren Brunsgaard Ladefoged

Selv har Jens Peter Mølgaard ikke sluppet sin eksperimenterende natur, men han har droppet forskningen. Nu laver han sine egne eksperimenter - blandt andet med alternativt byggeri med natur- og plantematerialer på Friland samt planteavl og bæredygtighed, men der er intet papirarbejde eller afrapportering til højere instanser.

Kun en entusiasme, han håber på at kunne give videre til de yngre og de ældre generationer i Feldballe.