Ophæver kogepåbud: Har fortsat særlig anbefaling til forbrugere
Vandværk Handrup Bakker har fået ophævet kogeforbuddet for det vand, de leverer, efter et påbud fra 13. september.
13. september fik forbrugere, hvis drikkevand kommer fra Handrup Bakker Vandværk, anbefalet at koge al vand til brug af fødevarer, efter det blev konstateret, at vandet var forurenet med enterokokker.
Torsdag 29. september kan Syddjurs Kommune så sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed ophæve det førnævnte kogepåbud, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
»På baggrund af resultaterne af en intensiv kildeopsporing og opfølgende drikkevandskontroller ved Djurs Vand - Handrup Bakker Vandværk har Syddjurs Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed ophævet kogepåbuddet,« skriver kommunen.
Det er altså ikke længere nødvendigt at koge vandet, hvis det kommer fra Handrup Bakker Vandværket.
Kommunen anbefaler dog, at de ejendomme, der har været omfattet af kogepåbuddet, får gennemskyllet deres vandinstallationer grundigt for at mindske en eventuel tilstedeværelse af ”gammelt vand” i installationerne.
Det kan du gøre ved at tænde for det kolde vand og lade det løbe i cirka fem minutter, oplyser kommunen.