Fortsæt til indhold

Borgmester: Mød mig i Mørke

Samfund

Tirsdag 4. oktober lander borgmester Michael Stegger Jensen i Mørke som en del af hans rute, hvor han hver måned hele året har besøgt forskellige byer i kommunen.

Programmet for pop-up-borgmesterkontoret følger en fast skabelon, og således også tirsdag.

Dagen planlægges som en kombination af dialog med lokale repræsentanter, åbent kontor og såkaldte walk and talks.

Åbent kontor

Programmet for dagen i Mørke starter med et virksomhedsbesøg hos dørproducenten Vahle A/S klokken 8.

Fra 10-12 og igen fra 15-17 er der åbent borgmesterkontor i Byens Hus på Ebeltoftvej. Her kan alle kigge forbi og få en snak med borgmesteren om dette og hint.

Klokken 13-13.45 besøger borgmesteren Mørke Idrætsforening, og umiddelbart efter lægger han vejen forbi Aktivitets- og træningscenteret Lindegården.

Nåede man ikke forbi det åbne kontor, eller trænger man til frisk luft og til at høre lidt om, hvad der rører sig i Mørke by, så er der klokken 17 afgang fra Byens Hus til en Walk and talk.

Her går turen rundt til udvalgte steder i byen, og er en uformel gåtur for borgere, borgmester og byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune. Tilmelding er ikke nødvendig og alle er velkomne.