Fortsæt til indhold

Det handler bare om at handle lokalt - ellers kommer Coop som en tyv om natten

For at bevare Dagli’Brugsen i Lime handler det ”kun” om at handle nok i den lille lokalbutik.

Samfund
Mogens Greve

Energiprisernes himmelflugt har ikke gjort den nemmere at være en lille butik langt ude på landet.

De stigende omkostninger ændrer dog ikke på, at hvis folk handler i butikken, overlever den.

Og handler de der ikke, kan ingen kan bagefter fortænke Coop i at lukke butikken.

Dette uanset hvor glade man end var for butikken – og uanset hvad det end kommer til at betyde for lokalområdets ældre og for huspriserne med mere.

Sascha Enggaard Jakobsens viste sin app, hvor PrimeKonto med fire dage tilbage af måneden er gået i nul. Men så er der heldigvis en bonuskonto at tage af.

Nej til donationer

»På vores Facebook har der været skriveri om, hvordan man bedst støtter butikken, mens energipriserne raser,« siger uddeler Nicolai Pedersen, Dagli’Brugsen i Lime.

»At folk på den måde interesserer sig for butikken er i sig selv rigtig dejligt. Men svaret er det samme, som det har været i mine fire år som uddeler her i Lime. Du støtter Dagli’Brugsen ved at handle i den.«

Uanset hvor velment det end er, takker Nicolai Pedersen nej til flaskedonationer og/eller kontante donationer.

»Jeg ved faktisk slet ikke, hvad jeg skulle gøre med donationerne, da vi er ejet af Coop og ikke er en selvstændig butik – og derfor ikke kan beholde pengene i butikken.«

Et energitillæg pr. ekspedition er ligeledes en praktisk umulighed.

Coop skal se opbakningen

Udsigten for Dagli’Brugsens fortsatte eksistens er ikke noget, Coop løbende orienterer om.

»Jeg koncentrerer mig om at gøre det bedst muligt og kender ikke status for butikkens fremtid.«

Det Nicolai Pedersen ser andre steder er, at der ikke kommer et langt forvarsel om en lukning.

»Det sker med kort varsel, når beslutningen er taget.«

Han siger, at Coop for at bevare butikken skal kunne se, at lokalområdet vil den, hvilket primært sker gennem omsætningen.

»Handler du for 1.000 kroner frem for at donere beløbet, er det langt bedre for både dig selv og butikken.«

Opbakningen til Scan & Betal og til PrimeKonto er dog også vigtige signaler.

Familie med PrimeKonto

Nyvalgt formand for butiksrådet, Sascha Enggaard Jakobsen, bor med mand og tre børn tæt på Dagli’Brugsen.

Allerede inden coronaens fremmarch havde familien oprettet en PrimeKonto ved Coop.

»Vi indbetaler 4.000 kroner om måneden, og når vi handler, trækkes af dette beløb via en app,« fortæller Sascha Enggaard Jakobsen.

»Vi fik pludselig øjnene op for, hvordan vores købemønster hænger sammen og er virkelig overraskede over, at det ikke koster mere at handle her i Lime.«

Der er også en række fordele knyttet til kontoen.

»Vi får 15 procent rabat på blandt andet økologi, har gratis TV2 PLAY, C More og Mofibo – og er med til at holde liv i den lokale butik.«

Sascha Enggaard Jakobsens viste sin app, hvor PrimeKonto med fire dage tilbage af måneden er gået i nul. Men så er der heldigvis en bonuskonto at tage af.

Det hele hænger sammen

Som det ene af to ”friske pust” i butiksrådet, er Sascha Enggaard Jakobsen også klar til at bruge noget af sin fritid på tiltag og aktiviteter til gavn for butik og lokalområde.

»Det hele hænger sammen. Folk mødes og snakker til fodbold – og støtter idrætten ved der at købe øl/vand og pølser. Idrætten støtter Dagli’Brugsen ved der at købe øl/vand og pølser. Dagli’Brugsen sponsorerer idrætten, genererer lokale arbejdspladser, er et lokalt mødested – og sælger det, lokalområdet har brug for – og også kan mødes om.«

Lokalavisen mødte Sascha Enggaard Jakobsen en tirsdag eftermiddag i Dagli’Brugsen, hvor hun donerede et par timer til at fortælle om Scan & Betal og PrimeKonto.

Og Nicolai Pedersen er glad for opbakningen.

»At frivillige bakker op og er med til at vise andre vejen er rigtig fint. Det bedste lokalområdet kan gøre for Dagli’Brugsen er jo netop at handle i den og engagere sig i den.«