Fortsæt til indhold

Ny dagtilbudschef i Favrskov Kommune

Favrskov henter dagtilbudschef i Aarhus.

Samfund

Camilla Moldt bliver ny dagtilbudschef i Favrskov Kommune fra 1. november 2022. Hun kommer fra en stilling som dagtilbudsleder i Risskov Dagtilbud i Aarhus Kommune.

Camilla Moldt er ansat i et stærkt felt af kandidater, fortæller Hans Minor Vedel, direktør for Børn og Kultur, på Favrskov Kommunes hjemmeside.

»Camilla er et særdeles godt valg, som passer perfekt til de ambitioner, vi har for Favrskovs børn. Camilla har en meget solid ledererfaring, stærke analytiske evner, humor og en fin næse for samarbejde og inddragelse af alle gode kræfter – vi glæder os til at få Camilla som kollega,« siger direktøren for Børn og Kultur.

Selv siger den nye dagtilbudschef:

»Favrskov Kommune er kendt for god kvalitet i det pædagogiske arbejde, samarbejde og høje ambitioner på dagtilbudsområdet. Jeg ser frem til at være med på det hold, der skal indfri ambitionerne om kvalitet og det gode børneliv – også i nye og fleksible rammer. De ambitioner skal helst gennemsyre alt vores arbejde. Rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere og udvikling af et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd, og de bedste resultater opnås ved at fokusere på kvaliteten af kerneopgaven.«

Camilla Moldt er 55 år og uddannet pædagog, som hun har suppleret med lederuddannelser, senest en masteruddannelse i ledelse og organisationspsykologi. Hun bor i Brabrand sammen med sin mand, som hun har to voksne sønner sammen med.

Camilla Moldt afløser Lone Bruun, der efter 16 år som dagtilbudschef i Favrskov Kommune stoppede i august i år.