Sidste udkald: Skanderborg Kommune uddeler Handicappris for 14. gang
Kender du nogen, som har gjort en særlig indsats for mennesker med handicap, psykisk sygdom eller sårbarhed? Så er det nu, du skal indstille dem til Skanderborg Kommunes Handicappris 2022. Fristen udløber 7. november.
Skanderborg Kommunes Handicap- og Psykiatriråd har hvert år siden 2009 uddelt en Handicappris. I 2022 er det derfor 14. gang, at prisen bliver uddelt.
Handicapråd- og Psykiatrirådet tildeler prisen til personer, foreninger eller virksomheder, der har gjort noget særligt for borgere med handicap eller sindslidelse i kommunen. Prisen beløber sig til 5000,- kr. Samtidig er der som regel også en markering i form af en fysisk gave.
Prisen er tidligere blandt andet gået til Sølund Festival og til Elisabeth Skriver, som hjælper børn med læsevanskeligheder. I 2021 gik prisen til Lisbeth Holm for hendes frivillige arbejde som stemmehører, hvor hun med en stor indsats og engagement medvirkede til at skabe forståelse, tolerance og bryde fordomme om psykisk sårbarhed.
Udpeg din kandidat
Handicap- og Psykiatrirådet tildeler prisen på baggrund af de indstillinger, som rådet får fra borgere i Skanderborg Kommune. Alle har mulighed for at indsende forslag hele året rundt. Forslagene sendes til rådets formand eller til Fagsekretariatet Sundhed, Omsorg og Handicap i Skanderborg Kommune. Fristen for at indsende forslag til modtagere af prisen er den 7. november 2022.
I årene 2009 til 2021 har det næsten udelukkende været frivillige og foreninger, der har modtaget prisen. Dette skyldes, at der ikke har været indstillinger, som omhandlede virksomheder. Handicaprådet ved dog, at der er virksomheder, som gør en indsats for borgere med handicap og sindslidelse. Rådet modtager derfor gerne forslag om virksomheder som modtagere af handicapprisen.
Handicap- og Psykiatrirådet uddeler - så vidt det er muligt - prisen på den internationale handicapdag, der ligger den 3. december.
Flere oplysninger om prisen og hvordan du indstiller en kandidat, kan findes på Skanderborg Kommunes hjemmeside: www.skanderborg.dk